Hærvejens sydside

Jeg fik i sommers en lille snak om vandreture med en gammel bekendt, som også kan lide vandreture. Jeg fortalte bl.a., at jeg havde været ude og tjekke lidt op på Hærvejen her på det seneste. Han gav imidlertid udtryk for, at Hærvejen ikke var noget for ham – det var bare nogle lange brede grusveje. Jeg undrede mig lidt, men fandt ud af, at han mest kendte Hærvejen fra Sønderjylland, hvor jeg ikke havde oplevet den endnu. For mine egne erfaringer fra det østjyske område var væsentlig bedre. Jo, der er lidt landevej og grusvej visse steder, men der er også mange små stier og smuk natur.

Her ud på sensommeren/efteråret er jeg så i forbindelse med min ”inspektion” af Hærvejen nået lidt længere sydpå. Helt præcist et par kilometer syd for Kongeåen. Og konklusionen er foreløbig klar – når man kommer ned sydpå og nærmere sig Bække, så bliver Hærvejen væsentlig mere ucharmerende at vandre på. Der er ret lange strækninger på landeveje – og nogle af dem er endda ret trafikkerede og halvfarlige. Der er også brede grusveje, som heller ikke er lige så spændende som ruterne i det østjyske område. Så det lader til, at rygtet fra i sommers ikke var helt skævt…

Der er dog naturligvis også kønne steder sydpå. I forbindelse med min seneste tur krydsede jeg således Kongeåen ad den åbenbart lidt legendariske ”Frihedsbroen”, som er malet i rød-hvide farver. Det var bestemt et meget smukt sted. Ruten fortsatte videre ad en idyllisk sti, hvor man kunne se ud over Kongeåen. Her lå der også et af de officielle Hærvejs-herberger, som jeg således fik prøvet af for første gang. Det var et glimrende sted med en fin beliggenhed. Det var i øvrigt heldigt, at ejeren kom hjem og var klar til at lukke op her uden for sæsonen – for dels var det svært at opdrive et shelter i området, og dels var det vist blevet en lidt kold og mørk nat her i oktober…!

På apostlenes Heste

I disse år er der som bekendt mange, der tager ud og vandrer på den gamle pilgrimsrute Caminoen (El Camino) i Spanien. Den er blevet et ganske populært rejsemål. Enkelte kan dog ikke nøjes med dette. For nogen tid siden hørte jeg således om en mand, der var gået på efterløn og herefter besluttede sig for at gå hele vejen fra Danmark til Caminoen – i stedet for bare at flyve derned og vandre.

Hvis nogen har mod på at læse en lidt anderledes rejseberetning om en anden mand, der gør det samme, vil jeg slå et slag for ”På apostlenes Heste”, der er udgivet i 2005. Bogen er en personlig beretning og er baseret på dagbogsoptegnelser fra en mand, der efter lang tids overvejelse og en del forberedelser virkeliggør drømmen om en længere pilgrimsfærd ned gennem Europa.

Selve rejsen starter på Djursland og fortsætter ned gennem Tyskland mv. Målet er Caminoen, men da den er klaret, føler han fortsat et behov for at foretage yderligere vandringer i området samt runde af med på hjemvejen at gense nogle af højdepunkterne på turen til fods!

”På apostlenes Heste” skildrer således både en fysisk og en mere spirituel og menneskelig rejse af omkring 7 måneders varighed (svarende til mellem 3.000 og 4.000 km.). Gennem bogen hører man om, hvordan turen rent praktisk er foregået, og om de oplevelser, skribenten har haft undervejs. Samtidig tager man del i den proces, han har gennemgået, og den tvivl, refleksion og afklaring, han arbejder sig igennem på turen.

I slutningen af bogen er der et lille appendix, som giver lidt anvisninger mht., hvordan man selv kan tilrettelægge en vandretur.

Forfatterens egen konklusion på det hele er: ”Så på det indre plan har jeg absolut fået noget ud af mine tre års forberedelser og det halve års vandring. – Egentlig synes jeg ikke, det er så ringe endda. Jeg kan kun anbefale andre at gå en pilgrimstur, en moderne pilgrimstur med de riter og på de præmisser som vores tid nu sætter” (s. 179).

Det er hermed taget ad notam…

Vandretur på Hærvejen

Som jeg tidligere har beskrevet her på bloggen, er der gode muligheder for at vandre eller cykle en tur på Hærvejen her i sommertiden.

Efter en mindre tur uden overnatning, besluttede jeg derfor forleden at tage på en weekendtur med en enkelt overnatning for at prøve Hærvejen yderligere af.

Lørdag morgen pakkede jeg derfor efter nøje overvejelse en rygsæk, som kun skulle indeholde det absolut nødvendige. Dvs. en varm trøje og noget regntøj – ud over det tøj, jeg var iført, samt tandbørsten og tandpastaen. Herudover en sovepose, en pude og noget proviant samt et par bøger.

Jeg parkerede bilen ved Harresø Kro lidt nord for Jelling, tankede væskedepoterne op på det nærliggende toilet og spændte den nyindkøbte rygsæk på ryggen. Straks indtraf herefter turens første uheld, idet et af de vigtige spænder på rygsækken sprang op og viste sig at være defekt. Konstruktionen var åbenbart ikke god nok.

Undervejs på min tur fik jeg sidenhen flere overraskelser. På et tidspunkt overså jeg således et skilt og fik derfor lejlighed til at gå nogle ekstra kilometer. Den største overraskelse fik jeg dog, da jeg kom til Kollemorten, hvor jeg havde tænkt lidt på at overnatte. Det viste det sig, at jeg netop havde ramt den aften, hvor den årlige byfest blev afholdt – og det foregik præcist der, hvor hærvejsvandrerne skulle indlogeres. Det betød, at man først kunne forvente nattero på den anden side af kl. 2. Efter at have tygget lidt på det, nåede jeg frem til, at jeg så havde en anledning til at fortsætte min vandretur op mod Koutrupgård Naturcenter. Jeg var ikke på forhånd klar over, om der kun var en teltplads der, men heldigvis var der et stort shelter, da jeg nåede frem. Her sov jeg overraskende godt det meste af natten og stod op kl. 06.50.

På min vandring gennem den jyske vildmark mødte jeg desværre ingen ulve. Det kunne ellers have været interessant at se sådan en. Til gengæld blev jeg angrebet to eksemplarer af Danmarks farligste dyr. De angreb mig og bed sig fast i hver sit lår. Heldigvis er jeg nu kommet af med de to skovflåter igen.

Min konklusion efter at have tilbragt en weekend på Hærvejen er igen, at Hærvejen er en smuk tur gennem jyske landskaber, hvor der er god tid til at tænke over livet og nyde naturen og sommeren. Jeg har nu i et par omgange været ude på nogle mindre ture og har efterhånden fået besigtiget strækningen mellem Jelling og Koutrupgård Naturcenter (i nærheden af Skjern åens udspring og Tinnet Krat). Undervejs på min seneste tur fik jeg bl.a. set Margrethediget, ligesom jeg passerede Øster Nykirke kirke med den hellige kilde.

Jeg mødte ikke mange mennesker på min færd, og de fleste københavnere ville sikkert være løbet skrigende væk fra al den stilhed. Jeg så vistnok en enkelt anden vandringsmand foruden en gruppe unge på en lejrplads samt et par familier, der var på hestevognstur på Hærvejen. Men ellers var det mit generelle indtryk, at Hærvejen – selv ikke her i højsommeren – er voldsomt befærdet med vandrere eller folk på cykelferie.

Hærvejen lader med andre ord ikke til at være det helt store tilløbsstykke. Og på sin vis forstår man det godt. Selv om min oppakning kun var yderst nødtørftig, vejede rygsækken ikke desto mindre frygtelig meget. Fødderne trængte også gevaldigt til noget kærligt pleje, da jeg kom hjem fra turen. Og lækker mad, gode toiletfaciliteter og hurtige impulser, er der heller ikke meget af på Hærvejen. Jo, der var tidspunkter på turen, hvor jeg udmærket forstod, at mange foretrækker et luksushotel og en varm pool. Ikke desto mindre skal jeg dog helt sikkert af sted igen - efter at have fået skiftet rygsækken ud med en anden model.

Gud på anklagebænken

Jeg vil omtale en film fra 2008, der hedder ”Fangerne i Auschwitz” eller på engelsk ”God on trial”, og som foregår i den berygtede udryddelseslejr Auschwitz. Filmen starter op i nutiden, hvor man ser et busselskab, der skal på rundvisning i lejren sammen med en guide, men ret hurtigt er vi herefter tilbage under krigen, hvor selve handlingen udfolder sig.

Der er et par ting ved filmen, der kan kritiseres. Først og fremmest føler jeg ikke for alvor, man mærker rædslen i Auschwitz gennem filmen – selv om den naturligvis forsøger. Det bliver aldrig helt ægte. Et af problemerne er, at hovedpersonerne – en gruppe jøder i en af barakkerne – på trods af deres fangedragter ganske enkelt ser alt for sunde og velnærede ud til at ligne ægte KZ-fanger.

Hvis man imidlertid vælger at abstrahere lidt fra dette og går ind på filmens præmis, så er selve hovedplottet ganske interessant, idet det behandler det spørgsmål, hvordan Gud kan tillade lidelsen. Hvordan giver det mening, at Guds udvalgte folk, jøderne, skal gennemgå død og ødelæggelse i KZ-lejrene? Det er simpelthen dette klassiske teologiske problem, der gennemarbejdes. Som en en gang har formuleret det: Hvis Gud er god, hvorfor er han det så ikke?

Man følger en gruppe fanger i en bestemt blok i lejren, og de beslutter sig simpelthen for at komme til bunds i sagen og sætte Gud på anklagebænken. De starter en regulær retssag op, hvor Gud anklages, og hvor anklagen lyder på, at han brudt pagten med sit udvalgte folk. Der indkaldes vidner, ligesom Gud også har forsvarsadvokater, der taler hans sag.

Undervejs gennem retssagen bliver spørgsmålet belyst fra mange vinkler og mulige forklaringer kommer op og skydes ned. Der bliver bl.a. talt om lidelsen som et offer og som en renselse – og om en Gud, der er så meget større og mægtigere end os, at vi ikke skal driste os til at kigge ham i kortene. Der er mange paralleller til Jobs Bog i Det gamle Testamente, hvor Gud også kommer på anklagebænken.

Retssagen bølger frem og tilbage, mens de forskellige partsindlæg kommer op. Hen mod slutningen, hvor de fleste sten er ved at være vendt, kommer der så et langt og stærkt indlæg, hvor en af fangerne gennemgår frelseshistorien, samtidig med at han sætter fingeren på nogle ømme punkter: Da Gud reddede jøderne ud af fangenskabet i Ægypten, knækkede han således den onde farao ved at slå alle de førstefødte egyptere ihjel (den tiende plage). Det var altså ikke farao selv, der blev dræbt, men en mængde uskyldige børn (og voksne). En masse mødre mistede således deres førstefødte søn pga. Guds handlen mod farao. Og videre: Da den egyptiske hær fulgte efter israelitterne til Det Røde Hav, lukkede Gud ikke vandet sammen, da jøderne var vel ovre – han ventede til den ægyptiske hær stod ude midt i vandet, inden han lukkede havet sammen og lod alle drukne. Og da jøderne herefter skulle i gang med at indtage det forjættede land, gav Gud dem strenge ordrer på at udrydde og nedslagte alle dem, der boede der i forvejen. Også kong David trækkes frem. Da han syndede mod Gud ved at tage Urias´ hustru, straffede Gud ham ved at lade barnet, som de fik sammen, dø en smertefuld død. Gud straffede altså efter alt at dømme et uskyldigt barn frem for David. Herefter følger de retoriske spørgsmål: Opfattede det barn Gud som retfærdig? Opfattede amalekitterne (som blev nedslagtet af jøderne) Gud som retfærdig? Og opfattede de egyptiske mødre Gud som retfærdig? Fangens smertefulde konklusion er: Gud er ikke god.

Udfaldet på retssagen bliver herefter til slut, at Gud bliver kendt skyldig. På vej til gaskammeret spørger en af jøderne derfor fortvivlet: ”Nu hvor Gud er kendt skyldig – hvad gør vi?” Han får svaret: ”Vi beder.” Og mens jøderne reciterer en af salmerne fra Salmerne Bog i Det gamle Testamente og på den måde anråber Gud, føres de bort og gasses…

Alt i alt en film, der på en grundig og anderledes måde kommer omkring ”lidelsens problem” eller teodicé-problemet – hvis man interesser sig for dette.

Good Will Hunting

Her forleden fik jeg genset klassikeren ”Good Will Hunting”. Filmen har efterhånden nogle år på bagen, men det er stadig en god film med nogle relevante budskaber og temaer. Så den vil jeg lige anbefale her.

Grundlæggende handler filmen om en ung mand, Will Hunting, som har haft en vanskelig barndom. Han ernærer sig ved rengøring og andet ufaglært arbejde, mens han i fritiden hænger ud og drikker øl med vennerne – og ind imellem får sig et rask slagsmål.

Will Hunting har imidlertid en ret unik hjerne, som bl.a. gør, at han har nogle helt enestående evner indenfor matematikken. Da han gør rent på byens universitet, bliver han opdaget af en af lærerne, som tager ham under sine vinger. Desværre er Will Hunting ikke alene begavet – han er også et særdeles kompliceret menneske med flere voldsdomme mv. på samvittigheden. Af den grund giver han også den ene psykolog efter den anden grå hår i hovedet.

Først da en lidt speciel psykolog – spillet af Robin Williams – bliver sat på opgaven, kommer der skred i tingene. Will Hunting og denne psykolog har på en eller anden måde noget til fælles og formår at udfordre og møde hinanden – trods de kampe de også må igennem sammen.

Det helt grundlæggende tema i filmen er Will Huntings manglende vilje til at træde ud i livet og bruge de muligheder, han har fået givet. Han har noget helt unikt, men af en eller anden grund, kan Will Hunting ikke selv se meningen med at gribe livet og byde ind med det, han har. Også da Will Hunting møder kærligheden, får han kolde fødder. I det afgørende øjeblik bliver han nødt til at frigøre sig fra den pige, der elsker ham – han tør ikke binde sig.

Heldigvis ender filmen godt. I en afgørende scene fortæller hans nære ven ham om dagens bedste øjeblik. Det er om morgenen, når han og nogle af de andre gutter kommer kørende og standser bilen udenfor Will Huntings hus. Her kan vennen et kort øjeblik hver morgen sidde og håbe, at Will Hunting netop denne morgen ikke kommer ud af døren og tager med på arbejde - fordi han nu endelig er rejst væk og er kommet videre med livet. Og en dag sker det faktisk - Will Hunting lukker ikke op, da vennerne kommer for at hente ham. Han er endelig kørt af sted for at erobre kærligheden tilbage – og formodentlig også for at bruge sine talenter til noget!

3096 dage

Så er der en ny, ubehagelig film på vej til de danske biografer – oven i købet med en dansker i en af hovedrollerne. Det er ”3096 dage”, hvor Thure Lindhardt virkelig har fået en skurkerolle.

Filmen handler om østrigske Natascha Kampusch, som i 3096 døgn var fanget af en mand, som en stor del af tiden holdt hende indespærret i en lille underjordisk celle uden vinduer. Mange husker nok sagen, som chokerede alle, da den kom frem. Hvordan kunne noget sådant ske i et civiliseret europæisk land – og hvordan kunne det holdes skjult for naboerne, myndighederne mv. i så mange år?

Jeg ved ikke, om jeg skal ind og se filmen. Umiddelbart tror jeg bare, jeg springer over – for den er sikkert ret barsk. Og så har jeg allerede læst bogen – den kan anbefales.

Bogen fortæller den forfærdelige beretning om en lille pige, der rammes af en dybt uretfærdig skæbne og bliver berøvet en meget stor del af sin barndom og ungdom. Det er naturligvis en rystende og nærmest surrealistisk historie. Som bogen beskriver, bliver Natascha Kampusch i løbet af sit årelange fangenskab og den mishandling, hun også bliver udsat for, mere og mere nedbrudt og forsøger også flere gange selvmord, fordi det bliver for svært at holde ud.

Det afgørende ved beretningen om Natascha Kampusch er ikke desto mindre, at det grundlæggende er en historie om menneskelig overlevelse trods alle odds. Dybt i hende er der en vilje til overlevelse. Dette gør, at hun alligevel fortsætter og holder sig i live gennem alle årene. Og selv om hun udadtil er en svag, lille pige, formår hun at mobilisere en menneskelig styrke, bevare en værdighed og give sin bortfører et modspil, som i sidste ende gør, at hun kan rive sig løs og besejre ham. Det gør også indtryk, hvordan Natascha Kampusch undgår at blive bitter og formår at have en nuanceret forståelse af hendes plageånd og hendes skæbne i det hele taget.

Det er fascinerende at læse om, hvordan det – trods alle odds - i det altafgørende øjeblik lykkes Natascha Kampusch at mobilisere de sidste ressourcer og rive sig løs. I første omgang lammes hun og kan næsten ikke trække vejret. Men ”med en overmenneskelig kraftanstrengelse rev jeg mig løs af det lammende kviksand, som fastere og fastere lukkede sig om mine ben” – og det lykkedes hende at løbe af sted og slippe væk. ”Først da tre mennesker kom imod mig på vejen, vidste jeg, at jeg ville leve. Og at jeg også ville komme til at leve” (s. 252 – 253). Jo, ”3096 dage” er en stærk – og virkelig - beretning om at holde fast i håbet og livsviljen.

Med livet som indsats

Der er mange biografier og selvbiografier på markedet i disse år, og jeg vil omtale en mere (fra 2010). Den handler om Claus Elgaard, som er et kendt ansigt fra TV-sporten.

Claus Elgaards biografi har karakter af bekendelseslitteratur, hvor han på en hudløs måde beskriver sit liv, sine fejltagelser og de erfaringer, der til sidst førte ham frem til et nyt og mere holdbart ståsted. Den røde tråd i bogen er hans ludomani, som gennem årene driver ham længere og længere ud mod kanten, inden han til sidst – efter at have været på selvmordets rand – går i behandling og begynder at genopdage det gode liv.

Også Claus Elgaards beretning har afsæt i en vanskelig barndom, hvor ikke mindst faderen og dennes alkoholmisbrug bliver årsag til mange vanskeligheder i sønnens senere liv. Claus Elgaard mistede som fireårig en søster på syv år, og det knækkede hans forældre: ”…de blev aldrig sig selv igen. Det var som om min søsters død fik dem til at falde fra hinanden – indefra og langsomt. Siden blev det umuligt for dem at acceptere livet og få sammenhæng i tilværelsen” (s. 14).

Hvor faderen bliver alkoholmisbruger, ender Claus Elgaard stille og roligt i en anden type misbrug, nemlig ludomani. For mange kan det sikkert være vanskeligt at sætte sig ind i, hvordan en roulette eller en spillemaskine kan ende med at blive selve omdrejningspunktet i livet, men bogen giver en god beskrivelse af, hvordan ludomanien opleves indefra.  Citatet på bogens bagside udtrykker det meget rammende: ”Mange tror, at ludomaner spiller for at vinde penge. Det er der ikke en, der gør. Vi spiller for at bedøve smerten fra livet.”

Alt i alt er Claus Elgaards selvbiografi absolut spændende og inspirerende at læse. Det er dels en ærlig beretning om et menneske, der trods alle vanskeligheder finder sin vej frem i livet, og dels giver den et godt indblik i ludomaniens verden. Man kan nogle gange undre sig over, hvad der får folk til i den grad at krænge hele deres privatliv ud i en bog, som alle og enhver derefter kan læse (ud over at der naturligvis kan være lidt indtjening i det). I dette tilfælde er der nok ingen tvivl om, at bogen er et led i en terapeutisk proces, hvor Claus Elgaard prøver at skrive sig fri af det, han har været igennem, samtidig med at han formodentlig ser en mening i at stå frem og give andre i en lignende situation modet til også at se deres misbrug i øjnene og tage opgøret. Det må man tage hatten af for. Bogen er – trods de mange svære ting, den beskriver – i sidste ende en beretning, der giver håb, fordi den viser, at der er en vej ud, og at livet grundlæggende er godt: ”At komme ud af et misbrug og mærke overskuddet og lysten til at være aktiv er som en herlig lille genfødsel” (s. 210).

Jagten på lyset og kærligheden

Endnu en biografi skal omtales her på bloggen - nemlig ”Møllehave.” Med undertitlen: ”Jagten på lyset og kærligheden.” Den handler om Johannes Møllehave og udkom i 2010. Det er absolut ikke den første bog om Johannes Møllehave, men forfatteren hævder selv, at det er den første ”klassiske biografi” (s. 277).

Der er vel ikke mange danskere, der ikke kender Johannes Møllehave, selv om han efterhånden er blevet en ældre herre og derfor ikke er helt så meget på, som han var i sine velmagtsdage. Da Johannes Møllehave var på toppen, var han – som bogen fint beskriver – hele Danmarks præst, der holdt utallige foredrag, skrev sangtekster til Anne Linnet, levendegjorde H.C. Andersens eventyr og skrev bøger, revytekster osv. Johannes Møllehave var i mange år ikke nem at overse, og han var populær i vide kredse.

Men som bogen forklarer, er der to sandheder om Johannes Møllehave. Den ene handler om, at han – som enhver kan konstatere - er en nærmest manisk formidler, en vulkan, der sprøjter ord ud og hele tiden er i bevægelse og i interaktion med andre mennesker. Han tænker særdeles hurtigt og formår at påvirke og berøre sine omgivelser og tilhørere med en meget smittende power. Han formidler glæde, håb og tro på en overbevisende og hjertevarm måde - og i særdeleshed hans indsats som fængselspræst gør indtryk.

Men der er også en bagside. Naturligvis, fristes man til at sige. For Johannes Møllehave er også en mand, der konstant er på jagt efter lyset og på flugt fra sine egne indre dæmoner – og som derfor har et stort behov for at være sammen med andre, få opmærksomhed og tale sig væk fra død og stilstand: ”På den anden side lever han et liv, hvor frygten for angsten, fortvivlelsen og depressionen konstant bider ham i haserne. Han ved, hvordan det er at blive indhyllet i mørke, når fortvivlelsen æder håbet op…” (s. 227).

Johannes Møllehave ”er ganske enkelt bange for at være ingenting, en død levende som livet bare passerer forbi uden at tage én med. Derfor skal han hele tiden mærke at han lever…” (s. 231). Johannes Møllehave ængstes for intet: ”Jeg bliver simpelthen angst for, at jeg går glip af det liv, jeg lever… en angst for ikke at leve livet nok” (s. 231).

Alt i alt beskriver bogen et meget sammensat menneske, som man på den ene side må anerkende for alt den inspiration, glæde og generøsitet, han formidler – men som på den anden side også har nogle kraftige skyggesider, der konstant bider ham i haserne. Kritikerne vil beskylde ham for at være for overfladisk – og når bogen er læst, synes det på mange måder svært at afgøre, hvor meget af Johannes Møllehaves sprudlen, der er ægte, og hvor meget, der i virkeligheden er et skalkeskjul for hans eget mørke. Uanset hvad må man dog sige, at Johannes Møllehave har gjort en ihærdig indsats for at leve livet og dele det med andre. Bogen slutter da også med at gengive hans håb: ”Mit eneste håb til mit eget liv er, at det har båret frugt… Jeg håber, at nogle af dem, jeg underviste, kan huske lidt af det, og jeg håber at have sat nogle frø…” (s. 260). Det har han helt sikkert.

Ole Sønnichsen: "Møllehave. Jagten på lyset og kærligheden." Gyldendal 2010.

Afhopperen

Jeg har altid fundet det ret interessant at sætte mig ind i forskellige religiøse systemer og se på, hvordan mennesker kan blive fanget ind af dem. Det er på sin vis temmelig skræmmende, at ganske almindelige mennesker pludselig kan begynde at leve i en helt anden virkelighed og lade sig styre af nogle – udefra set – helt absurde normer og tankegange. Men det er absolut også befriende at læse om, hvordan mennesker vågner op og formår at komme ud i virkeligheden igen.

I 2011 udkom bogen ”Afhopperen”, hvor Robert Dam fortæller om sine 20 år i Scientology – og det er en ganske spændende beretning.

Scientology er klart en af de mest berygtede og omdiskuterede sekter i nyere tid. Og selv om bevægelsen i de senere år er kommet i stigende modvind, dukker den fortsat op til overfladen i ny og næ. Bubber lavede for nylig en TV-udsendelse, hvor han prøvede at komme ind bagved facaden – og netop nu er filmen ”The Master” på vej til Danmark.

I ”Afhopperen” følger vi Robert Dam helt fra de unge år, hvor han går rundt og er en lidt usikker og søgende ung mand, der drømmer om at slå igennem som musiker. Han føler, at han mangler noget: ”I stedet for at være en indesluttet ener skulle jeg være den glade, udadvendte og hjertevarme person, som altid har masser af venner, og som uden besvær finder vej til de rigtige mennesker” (s. 14). Og her viser der sig pludselig en løsning – han løber på Scientology, som (helt efter bogen) til en start tilbyder ham en personlighedstest. 

Det er kort sagt en helt klassisk historie om, hvordan et lidt ensomt og småforvirret menneske bliver tiltrukket af en religiøs løsning på problemerne via nogle – i første omgang – venlige og hjælpsomme medmennesker.

Herefter bliver Robert Dam stille og roligt mere og mere involveret i Scientology. Han gør karriere indenfor sekten og når gennem årene langt. Men langsomt begynder han også at se bagsiden – der er noget, der ikke stemmer. Det bliver en lang proces, som ender ud med, at Robert Dam trækker sig ud af Scientology – hvilket ingenlunde bliver ukompliceret!

Efter at være kommet helskindet ud på den anden side, er hans konklusion (s. 253): ”Jeg havde ladet mig forføre og manipulere, men jeg havde også kæmpet mig ud af mine ensrettede tankemønstre igen… Jeg var ung og uerfaren og havde behov for noget, der kunne hjælpe mig til at blive professionel musiker, hjælpe mig til at få succes i tilværelsen. Jeg tog det første skridt op ad broen – ikke til åndelig frihed, som jeg troede, men til snigende fanatisme.”

Ud over den personlige beretning rummer ”Afhopperen” en masse relevant information om Scientology – selve historien, organisationen og religionen/filosofien bag. Der oprulles mange afslørende detaljer om, hvad der egentlig ligger bag den velpolerede overflade, organisationen gerne vil præsentere udadtil.

Alt i alt en spændende bog, der klart kan anbefales!

Mellem Ingemannsland og udkantsdanmark

Som det tidligere er beskrevet her på bloggen, er det ofte spændende at læse biografier. Livet er ikke altid en helt ukompliceret størrelse at håndtere og netop derfor kan det være givende at læse om, hvordan andre mennesker har levet deres liv og fundet mening og retning.

To absolut læseværdige biografier er ”Ingemannsland” (af Peter Ingemann fra ”Hammerslag”) samt ”Jesus, pengene og livet” af Gretelise Holm (som jeg personlig ikke kendte i forvejen). Der er en del fælles temaer i de to biografier. De væsentligste er forholdet til nogle komplicerede forældre (ikke mindst fædrene), disses ægteskab (samt skilsmisse), (opgøret med) en religiøs baggrund samt det, at de to skribenter i begge tilfælde finder deres rette element indenfor journalistfaget. Fælles for dem er det også, at de lykkes med at finde en vej igennem – frem til et godt liv.

Gretelise Holm er klart noget af et livstykke. ”Jeg er etnisk dansk, så langt min familie kan spores på begge sider,” fortæller hun til en start. Ikke desto mindre kommer hun ”fra et land, som var præget af fattigdom, religiøsitet og hellig krig, mange børn, stor dødelighed og anden fattigdomsrelateret elendighed” (s. 17). Denne baggrund foldes ud – og hun beskriver, hvordan hendes fars familie nærmest levede som børneslaver i Sønderjylland under kummerlige forhold, mens hendes mor var frontkæmper i Frelsens Hær. Hendes opvækst var præget af fattigdom og hendes voldelige far – men hun arbejder sig fri af det, bliver journalist og forfatter og formår på en meget overbevisende måde at finde glæde og retning.

Peter Ingemanns fortælling er også en beretning om en kompliceret barndom – først og fremmest pga. faderen. Det er Peter Ingemanns far, der er omdrejningspunktet i bogen – og man fornemmer, at Peter Ingemann langt hen ad vejen har skrevet bogen for at bearbejde forholdet til sin far. Og fuld respekt for det. Faderen har mange gode sider, men kæmper med indre dæmoner og druk, hvilket fører ham længere og længere ud på et skråplan, der ender med et selvmord.

Gode biografier giver stof til eftertanke og refleksion. Og noget af det, man sidder tilbage med, når disse to bøger er læst, er en forundring over, hvordan et menneskeliv kan udfolde sig så forskelligartet. Hvorfor ender nogle mennesker (i dette tilfælde først og fremmest de to fædre) som tragiske eksistenser, der belaster deres omgivelser, mens andre – ikke mindst Gretelise Holm – har en livsgnist, der gør, at de kan bryde ud af de dårlige mønstre, lægge den svære sociale arv bag sig og få et godt liv? Er det små marginaler og tilfældigheder, der gør, at Gretelise Holms bror f.eks. ikke kan komme fri af sin tragiske opvækst, mens hun selv tager de rigtige valg? Eller er nogen mennesker udstyret med nogen særligt livskraftige gener, der gør dem til overlevere?

Svaret er ikke så ligetil, men igen – det er altid inspirerende at læse om, hvordan livet overlever selv de vanskeligste omstændigheder. Gretelise Holms egen opskrift er: 

”Min personlige livsholdning er, at mange småproblemer har godt af at blive fortrængt og fejet ind under gulvtæppet. Når der så har dannet sig et lille bjerg under tæppet, kan man stille sig op på det og kigge ud i verden, hvor der foregår så meget interessant” (s. 248).

Kamæleonen

Det er efterhånden en sæson eller mere siden filmen ”Kamæleonen” rullede hen over biograflærrederne – og det er min fornemmelse, at den dengang ikke blev nogen voldsom stor succes. Det skyldes nok, at filmen ikke er noget mesterværk – om end den heller ikke er dårlig. Den er værd at se.

Grundlæggende handler filmen om bagsiden af det politiske spil - hvordan magt korrumperer og fordærver.

Filmens hovedperson er Stephen Meyer, en succesrig 30-årig mand, der har et vigtigt job som en af topstrategerne/pressecheferne for en præsidentkandidat under det amerikanske primærvalg. I starten er Stephen Meyer en sympatisk og charmerende mand, der tror på den sag, han arbejder for. Han er sikker på, at hans kandidat er den rigtige, og at USA bliver et bedre land, når han bliver præsident. Hans præsidentkandidat (George Clooney) er da også fra starten en troværdig og ret oprigtig mand, der svarer godt for sig, står ved sine holdninger og siger fra overfor politiske studehandler og tvivlsomme kompromisser.

Stille og roligt begynder tingene dog at gå skævt. Stephen Meyer bliver fristet til at mødes med kampagnelederen fra fjendens lejr. Selv om han afviser at skifte side, bliver dette møde begyndelsen på en proces, hvor Stephen Meyer fedtes ind i et kompliceret spil, der ender med at få ham fyret. Hans affære med en ung, kvindelig kampagnemedarbejder gør også, at han bliver bekendt med en sexskandale, der involverer hans egen præsidentkandidat. Det hele ender fatalt for den unge kvindelige medarbejder, men det bliver også den brik, Stephen Meyer kan bruge for at genvinde sin egen position i kampagnestaben og udradere sin rival på posten.

Ved filmens slutning står Stephen Meyer og hans præsidentkandidat og soler sig i rampelyset, mens succesen udadtil er fuldendt. Samtidig er alting alligevel forandret. Den oprigtige, idealistiske Stephen Meyer og hans troværdige præsidentkandidat er gået til – og et par ganske almindelige, kyniske og beregnende magtmennesker er kommet til i stedet.

Alt i alt en klassisk historie om, hvor galt det i politik kan gå for et idealistisk menneske med gode hensigter. Det er ikke så overraskende – men det er godt fortalt.

Hærvejen

I et samfund med meget stillesiddende arbejde og mange computere, er der et stigende fokus på vigtigheden af at dyrke motion. Der er efterhånden et fitnesscenter på ethvert gadehjørne – og mange har en kondicykel hjemme foran fjernsynet. Rundt i skovene og på landevejene kører den mandlige del af befolkningen rundt på mountainbikes og racercykler, mens kvinderne går til zumba.

Der er imidlertid også andre muligheder – man skal nemlig ikke undervurdere betydningen af en god vandretur i Guds frie natur. Det at vandre er sundt for både krop og sjæl – og man får både motion, frisk luft og tid til at tænke og meditere. Hele tre ting på en gang. Nogen tager en pilgrimsvandring i Spanien – men mindre kan også gøre det. Næsten overalt i Danmark er der skov og strand samt gode vandrestier. Flere store danskere er kendt for at have vandret sig til mange af deres erkendelser og skriverier. Søren Kierkegaard og Steen Steensen Blicher f.eks.

En af de helt oplagte muligheder for en god vandretur her til lands er Hærvejen, som efterhånden er blevet skiltet og rekonstrueret godt og grundigt. Hærvejen eller Oksevejen, som den også blev kaldt, er naturligvis først og fremmest en vandring gennem den smukke danske natur. Samtidig er den imidlertid en vandring gennem danmarkshistorien, idet vejen har været i brug gennem århundreder og fører forbi en lang række historiske og kulturelle milepæle. Når man følger Hærvejen, kommer man således forbi f.eks. Ravningbroen, som blev bygget af Harald Blåtand, for at man kunne komme tørskoet over Vejle ådal. Blot for at nævne et enkelt eksempel.

Hærvejen starter i Viborg og ender ved grænsen. Vejen følger således den jyske højderyg og i gamle dage blev vejen især brugt til at transportere kvæg fra Danmark til Tyskland, hvor det blev solgt på tyske markeder. Når man i dag går på Hærvejen, følger man så nogenlunde de oprindelige stier, om end man dog har forsøgt at skabe en rute, der undgår trafikerede veje, og som i stedet leder gennem naturområder.

I de senere år er der gjort en del for at gøre Hærvejen mere kendt og tilgængelig for turister, motionister, pilgrimme mv. Der er f.eks. blevet anlagt en række herberger langs Hærvejen, hvor man for den beskedne sum af 80 kr. kan få en simpel overnatning (hertil kommer dog et ”Hærvejspas” til 70 kr.). Se www.haervej.dk, hvor folderen ”Herberger langs Hærvejen” kan downloades. Der findes også en ”Hærvejsguide” med kort, som kan købes på landets turistbureauer, ligesom Viborg kommune arbejder på at ansætte en projektleder til at markedsføre Hærvejen mere overfor turister.

Mens dette skrives er det koldt og hvidt udenfor – men inden længe skulle solen og varmen gerne vende tilbage. Alt i alt kan der derfor være god mening i at sætte kryds i kalenderen og sætte lidt tid af til en vandretur på Hærvejen i den kommende sæson. Uanset om man går alene eller sammen med andre, vil det med garanti blive en god oplevelse, som både styrker krop og sjæl.

”Du er ikke alene” - en go´ bog!

Det er altid spændende at læse en god biografi, hvor et andet menneske fortæller åbent om sit liv og deler nogle af sine erfaringer. Især naturligvis, hvis det er et menneske, der har noget på hjerte.

Chris MacDonalds ”Du er ikke alene” er helt klart en biografi, der kan anbefales. De fleste kender Chris MacDonald fra TV, hvor han optræder som sundhedsguru og coach, men i bogen kommer vi bagom og tættere på.

Chris´ far

Den røde tråd i bogen er på mange måder Chris´ forhold til sin far. Chris´ far var et lidt kompliceret menneske, der havde sit at slås med – ikke mindst alkoholen. Det gør indtryk at læse om, hvordan han bliver syg og tager kampen mod kræften op – bl.a. ved sammen med Chris at gennemføre en bjergbestigning. Den sidste del af bogen beskriver Chris´ samvær med sin far, mens han er døende. Her kommer man virkelig tæt på døden og de tanker og følelser, den sætter i gang hos et menneske.

Villy

Der er også masser af action og spændende beretninger i ”Du er ikke alene”. Bl.a. handler en stor del af bogen om, hvordan Chris gennemfører et af verdens hårdeste cykelløb, ”Race across America”. Efter denne store præstation følger den rystende beretning om, hvordan Chris´ bedste ven, Villy, bliver fuldstændig lam i en længere periode. Det er absolut chokerende læsning, om den kvindelige del af befolkningen næppe fuld ud vil kunne sætte sig ind i dette…

Man in the Maze

”Du er ikke alene” indeholder megen livsvisdom og gode råd. Et af de gennemgående er ”man in the maze” (mennesket i labyrinten), som Chris falder over hos hopi-indianerne. På vejen gennem livet vil mennesket, hvis det træffer de rigtige valg, til sidst ende et sted, hvor der er fred og harmoni. Det er også den fornemmelse, man sidder tilbage med, når man har læst om Chris´ afsked med sin far – der på dødslejet giver dette råd:

»Der er kun én ting, du skal i livet. Og det er, at du en dag skal dø. Alt det andet får du lov til«

Max Pinlig 3

Det er langt fra alle, der er klar over det – men Max Pinlig-filmene er bare noget helt særligt. Og 3´eren, som vel i skrivende stund stadig er i gang med at rulle hen over biograflærrederne i udkantsdanmark, lever fuldt ud op til det sædvanlige niveau. Den skal hermed anbefales!

Max for dummies

For de, som er helt blanke, kan jeg indledningsvist oplyse, at Max Pinlig startede som en TV-serie for børn (familier), dengang Max var en lille knægt. Max bor alene sammen med sin mor (Mette Horn), der er en rigtig pinlig 68´er-agtig kvinde. Inde ved siden af bor den fornuftige og flittige pige Ester, hvis far er den berømte og vellykkede Sten Cold (Lars Bom). Altså den diametrale modsætning til Max´ familie. Max´ glade indvandrer-ven nede i kiosken spiller også en stor rolle.

TV-serierne

TV-serierne kørte efter et fast koncept, som rigtige Max-kendere efterhånden fik lært at sætte stor pris på. Max´ mor giver altid anledning til nogle særdeles pinlige episoder, og Max får altid nogle uhyggelige ”visioner”, hvor han ser sig selv i TV-avisen, hvor nyhedsoplæseren fortæller vidt og bredt om hans seneste fiasko. Max får også altid – på det mest pinlige tidspunkt – en form for ud-af-kroppen-oplevelse, hvor han i tankerne flygter ud af situationen ved at begynde at spekulere over, hvorfor der hænger en krog oppe i loftet i gymnastiksalen el.lign. og spinder en lang ende over det.

Filmene

Efter TV-serierne kom filmene – alt imens Max, Ester m.fl. er blevet ældre. Filmene lever fuldt ud op til niveauet, og for sådan en som mig, der selv har været på højskoleferie som barn, er det en fornøjelse at opleve, hvordan Max f.eks. i 2´eren kommer på højskoleophold i Jylland i sin sommerferie.

3´eren

I 3´eren er Max blevet så gammel, at han for alvor skal til at frigøre sig fra sin mor, hvilket naturligvis ikke er nemt for Max´ mor. Max´ store projekt er at komme på Roskilde-festivalen, hvilket hans mor absolut ikke synes om. Til sidst giver hun sig dog – på den betingelse, at hun tager med. Det passer på ingen måde Max, men enden bliver alligevel, at de begge havner derovre sammen med naboen Sten Cold, Ester, Max´ sommerromance samt en ny, sød pige, der også har sin far med. Det hele ender naturligvis godt – og Max når endnu et lille stykke videre i sit liv, hvor målet (jfr. titelsangen) fortsat er:

Bare det var mig, der var almindelig,

bare det var mig, der var normal…!

Løvernes Konge flytter ind

Min lillebror var i mange år berygtet for at hade små børn og hunde. Nu har han i mellemtiden selv fået tre børn og er således blevet kureret for det første. Om end jeg ikke havde helt det samme rygte som min bror, vakte det ikke desto mindre en del opsigt hos mine forældre og søskende, da vi i min familie valgte at anskaffe os en hund. Den havde de ikke set komme!

Det startede med, at vi fik os en kat – og en overgang havde vi også fisk – men naturligvis syntes børnene også, at det kunne være sjovt med en rigtig hund. Den kan man ligesom få et lidt mere personligt forhold til. Vi snakkede længe frem og tilbage om det, og en dag kom jeg – til min kones store overraskelse – til den konklusion, at det da godt kunne være, vi skulle få os sådan en. Jeg var formodentlig på det tidspunkt grebet af en eller anden overskudsagtig følelse – eller en underlig trang pludselig til at gøre noget vildt!

Min kone – som i sin barndom havde haft flere små hunde – ramte tilfældigvis samtidig ind i en længere sygemelding, som gjorde, at hun pludselig havde en hel masse tid til at sidde hjemme ved computeren og surfe på nettet. Hun tjekkede markedet godt og grundigt ud og faldt en dag over en sød lille beaver yorkshire terrier – det var kærlighed ved første klik!

Vi henter hvalpen

Så gik det lige pludselig rigtig stærkt. Før vi så os om sad vi alle fem i en bil på vej mod Sønderjylland, hvor Zesna boede – det var hende, der solgte hundehvalpene. Og snart sad vi også inde i Zesnas stue med en hel flok små hvalpe. En af hvalpene virkede ret nysgerrig og fremmelig. Den kom bl.a. hen og snusede til min søn. Konklusionen blev derfor ret hurtigt, at det var den, vi skulle have. Zesna fra Østeuropa fik sin betaling i cool cash, og så kørte vi af sted med den lille hundehvalp.

På vejen hjemad kunne børnene omme på bagsædet stolt (pr. sms) meddele deres venner, at de nu havde fået hund! Og straks strømmede det ind med forslag om legeaftaler den følgende dag – alle ville gerne se den lille hvalp!

Da vi nærmede os hjemmet, kom vi pludselig i tanker om, at vi havde brug for lidt forskelligt udstyr, når vi nu var blevet hundeejere. Heldigvis lå Kolding Storcenter nogenlunde på vejen, så vi skyndte os at holde ind der, og mens jeg sad ude i bilen med det nye familemedlem på skødet, var min familie inde og købe mad- og vandskål, snor mv. Hunden skulle naturligvis også have et navn. Mit forslag om, at det lille kræ skulle have det frygtindgydende navn King blev hurtigt fejet af bordet, men da vores ældste datter kom med det geniale forslag Simba (som betyder ”løve” på swahili) var vi alle sammen enige om, at det var det helt rigtige navn til sådan en lille tæppetisser. The Lion King! Så da vi kort efter kørte ind i indkørslen, var vi bare klar!

Simbas nye hjem

Det var et stort øjeblik, da vi kunne bære den lille hund ind over dørtrinnet – børnene var ellevilde og legede ivrigt med den.  I løbet af aftenen kom der et par våde pletter på gulvet, men dem fik vi hurtigt tørret op. Senere opstod der en lille udfordring med at finde ud af, hvor hvalpen skulle sove, når det blev nat. Min kone tog her den skæbnesvangre beslutning, at Simba – den allerførste nat, hvor den skulle undvære sin mor og Zesna – hellere måtte ligge inde i vores soveværelse.

Da vi den følgende nat herefter forsøgte at få den til at sove alene ude i vores køkken, var løbet kørt. Den peb, hylede og skrabede det meste af natten – med enkelte korte afbrydelser – så vi kun fik sovet ganske lidt. Nuvel, vi forsøgte at holde fast – den måtte lære det. Men efter flere nætter uden ret meget søvn, vandt Simba sin første store sejr, og den har siden da sovet i vores soveværelse og har efterhånden endda fået sneget sig helt op i dobbeltsengen! Ja, det hænder sågar, at den ligger under dynen som et andet sovedyr!

Hundeluftning

Som nybagte hundeejere fik vi naturligvis den helt nye pligt, at vi morgen, middag og aften skulle ud og gå tur med hunden i al slags vejr. I starten var børnene naturligvis – som aftalt – helt med på den, men entusiasmen dalede forholdsvis hurtigt. Når vi var ude på disse rutinemæssige gåture, imponerede det os med det samme, hvor mange gange sådan en hund kunne tisse i løbet af en gåtur. Den måtte have en imponerende stor blære! Selv efter en meget lang travetur, kunne den fortsat slå en lille streg, når den kom hjem i indkørslen og fandt sit yndlingstræ. I starten tissede den, mens den nærmest satte sig lidt på hug (på alle fire), men det var en stor og rørende oplevelse, da den en dag pludselig havde fået lært at lette det ene ben, mens den tissede.

Efterhånden udviklede den sin teknik yderligere og var i det hele taget meget omhyggelig med at få markeret territoriet helt rigtigt. Den kan nu ofte vende rundt flere gange og prøve til med både det ene og det andet ben, før den endelig beslutter sig for, hvordan det udvalgte træ bedst kan overrisles. Og det er ikke kun træer og brandhaner, der får en tur. Selv det mindste lille græsstrå skal have sin dosis!

Hertil kom naturligvis hundelortene. Børnene fik lært teknikken med at samle dem op med en plasticpose, men syntes ikke, det var den fedeste oplevelse. Især kunne det nogle gange give lidt udfordringer, hvis den lavede i flere omgange. Bedst som man havde fået samlet lorten op og bundet en knude på posen, kunne man pludselig konstatere, at den var gået i gang med anden halvleg inde i naboens bed…

Simba starter i skole

Når man får hund, er der naturligvis andre pligter end bare gåturene – det blev vi hurtigt klar over. F.eks. kunne vi forstå, at det var en god idé at gå til hundetræning, så hunden kunne få lært et minimum af gode manerer. Følgelig startede min kone op på et hold, hvor Simba snart fik lært en masse nyt (herunder at være sammen med andre hunde). Snart kunne den både dække, sitte, give pote, rulle rundt og flere andre ting. Især hvis den fik godbidder.

Simba bestod hundeskolen, men har ikke desto mindre stadig enkelte unoder, der aldrig er blevet aflært.  Det sker fortsat, at den kommer til at lette ben op af en seng, og fordi familiemedlemmerne ikke rigtig kan stå for den, har den også en vis tendens til at tigge lidt mad ved bordet. Generelt skal man ikke stille mad fra sig på sofabordet og så vende ryggen til.

Simba har også en lidt uheldig trang til at spise vores kuglepenne eller sågar mobiltelefoner (men ikke skoene) samt drive os til vanvid med sin glammen, fordi der tilfældigvis kører en ambulance forbi flere kilometer væk, eller fordi der bliver ringet på døren i en TV-serie.

En del af familien

Der er ingen tvivl om, at Simba på godt og ondt blevet en del af familien. Børnene er stadig ellevilde med den, og nyder meget at blive modtaget af den stærkt begejstrede hund, når de kommer hjem fra lejrskole eller en overnatning hos en af vennerne. Det er også rigtig sjovt at have den med på ferie – og det er meget nemmere at lokke børnene med ud og gå, når de trods alt har den med. Det er stort at opleve, hvordan den får markeret sit territorium rundt i det ganske land (og udland) og f.eks. får lettet ben op af Dannevirke eller lavet en pølle på Grenen.

Selv vores kat har efterhånden vænnet sig nogenlunde til Simba. Af og til tager de godt nok en tur, hvor de jager hinanden rundt i huset, mens Simba galper. Men hen ad vejen er der – for det meste – opstået en form for våbenhvile, hvor de stiltiende accepterer hinandens tilstedeværelse.

Når vi får gæster er Simba også rigtig god til at tage imod. Der skal bjæffes og snuses i stor stil. Især hvis det er dens mormor og morfar (hvor den nogle gange holder ferie og af og til tisser på deres gulvtæppe).

Hunden i mit liv

På bundlinjen er der bare ingen tvivl – Simba er hunden i mit liv. Den er sød og skøn – og vi er alle sammen vilde med den. Men når den en dag dør, tænker jeg også, det må være godt med det. Ingen hund vil i virkeligheden kunne erstatte den - det vil jeg til enhver tid fastholde overfor min familie. Nuvel, dybest set handler det vel også om, at der – når vi har grædt vores bitre tårer – et eller andet sted også må være visse fordele ved ikke længere at skulle gå ture kl. halv seks om morgenen i al slags vejr!