Hærvejens sydside

Jeg fik i sommers en lille snak om vandreture med en gammel bekendt, som også kan lide vandreture. Jeg fortalte bl.a., at jeg havde været ude og tjekke lidt op på Hærvejen her på det seneste. Han gav imidlertid udtryk for, at Hærvejen ikke var noget for ham – det var bare nogle lange brede grusveje. Jeg undrede mig lidt, men fandt ud af, at han mest kendte Hærvejen fra Sønderjylland, hvor jeg ikke havde oplevet den endnu. For mine egne erfaringer fra det østjyske område var væsentlig bedre. Jo, der er lidt landevej og grusvej visse steder, men der er også mange små stier og smuk natur.

Her ud på sensommeren/efteråret er jeg så i forbindelse med min ”inspektion” af Hærvejen nået lidt længere sydpå. Helt præcist et par kilometer syd for Kongeåen. Og konklusionen er foreløbig klar – når man kommer ned sydpå og nærmere sig Bække, så bliver Hærvejen væsentlig mere ucharmerende at vandre på. Der er ret lange strækninger på landeveje – og nogle af dem er endda ret trafikkerede og halvfarlige. Der er også brede grusveje, som heller ikke er lige så spændende som ruterne i det østjyske område. Så det lader til, at rygtet fra i sommers ikke var helt skævt…

Der er dog naturligvis også kønne steder sydpå. I forbindelse med min seneste tur krydsede jeg således Kongeåen ad den åbenbart lidt legendariske ”Frihedsbroen”, som er malet i rød-hvide farver. Det var bestemt et meget smukt sted. Ruten fortsatte videre ad en idyllisk sti, hvor man kunne se ud over Kongeåen. Her lå der også et af de officielle Hærvejs-herberger, som jeg således fik prøvet af for første gang. Det var et glimrende sted med en fin beliggenhed. Det var i øvrigt heldigt, at ejeren kom hjem og var klar til at lukke op her uden for sæsonen – for dels var det svært at opdrive et shelter i området, og dels var det vist blevet en lidt kold og mørk nat her i oktober…!

På apostlenes Heste

I disse år er der som bekendt mange, der tager ud og vandrer på den gamle pilgrimsrute Caminoen (El Camino) i Spanien. Den er blevet et ganske populært rejsemål. Enkelte kan dog ikke nøjes med dette. For nogen tid siden hørte jeg således om en mand, der var gået på efterløn og herefter besluttede sig for at gå hele vejen fra Danmark til Caminoen – i stedet for bare at flyve derned og vandre.

Hvis nogen har mod på at læse en lidt anderledes rejseberetning om en anden mand, der gør det samme, vil jeg slå et slag for ”På apostlenes Heste”, der er udgivet i 2005. Bogen er en personlig beretning og er baseret på dagbogsoptegnelser fra en mand, der efter lang tids overvejelse og en del forberedelser virkeliggør drømmen om en længere pilgrimsfærd ned gennem Europa.

Selve rejsen starter på Djursland og fortsætter ned gennem Tyskland mv. Målet er Caminoen, men da den er klaret, føler han fortsat et behov for at foretage yderligere vandringer i området samt runde af med på hjemvejen at gense nogle af højdepunkterne på turen til fods!

”På apostlenes Heste” skildrer således både en fysisk og en mere spirituel og menneskelig rejse af omkring 7 måneders varighed (svarende til mellem 3.000 og 4.000 km.). Gennem bogen hører man om, hvordan turen rent praktisk er foregået, og om de oplevelser, skribenten har haft undervejs. Samtidig tager man del i den proces, han har gennemgået, og den tvivl, refleksion og afklaring, han arbejder sig igennem på turen.

I slutningen af bogen er der et lille appendix, som giver lidt anvisninger mht., hvordan man selv kan tilrettelægge en vandretur.

Forfatterens egen konklusion på det hele er: ”Så på det indre plan har jeg absolut fået noget ud af mine tre års forberedelser og det halve års vandring. – Egentlig synes jeg ikke, det er så ringe endda. Jeg kan kun anbefale andre at gå en pilgrimstur, en moderne pilgrimstur med de riter og på de præmisser som vores tid nu sætter” (s. 179).

Det er hermed taget ad notam…

Vandretur på Hærvejen

Som jeg tidligere har beskrevet her på bloggen, er der gode muligheder for at vandre eller cykle en tur på Hærvejen her i sommertiden.

Efter en mindre tur uden overnatning, besluttede jeg derfor forleden at tage på en weekendtur med en enkelt overnatning for at prøve Hærvejen yderligere af.

Lørdag morgen pakkede jeg derfor efter nøje overvejelse en rygsæk, som kun skulle indeholde det absolut nødvendige. Dvs. en varm trøje og noget regntøj – ud over det tøj, jeg var iført, samt tandbørsten og tandpastaen. Herudover en sovepose, en pude og noget proviant samt et par bøger.

Jeg parkerede bilen ved Harresø Kro lidt nord for Jelling, tankede væskedepoterne op på det nærliggende toilet og spændte den nyindkøbte rygsæk på ryggen. Straks indtraf herefter turens første uheld, idet et af de vigtige spænder på rygsækken sprang op og viste sig at være defekt. Konstruktionen var åbenbart ikke god nok.

Undervejs på min tur fik jeg sidenhen flere overraskelser. På et tidspunkt overså jeg således et skilt og fik derfor lejlighed til at gå nogle ekstra kilometer. Den største overraskelse fik jeg dog, da jeg kom til Kollemorten, hvor jeg havde tænkt lidt på at overnatte. Det viste det sig, at jeg netop havde ramt den aften, hvor den årlige byfest blev afholdt – og det foregik præcist der, hvor hærvejsvandrerne skulle indlogeres. Det betød, at man først kunne forvente nattero på den anden side af kl. 2. Efter at have tygget lidt på det, nåede jeg frem til, at jeg så havde en anledning til at fortsætte min vandretur op mod Koutrupgård Naturcenter. Jeg var ikke på forhånd klar over, om der kun var en teltplads der, men heldigvis var der et stort shelter, da jeg nåede frem. Her sov jeg overraskende godt det meste af natten og stod op kl. 06.50.

På min vandring gennem den jyske vildmark mødte jeg desværre ingen ulve. Det kunne ellers have været interessant at se sådan en. Til gengæld blev jeg angrebet to eksemplarer af Danmarks farligste dyr. De angreb mig og bed sig fast i hver sit lår. Heldigvis er jeg nu kommet af med de to skovflåter igen.

Min konklusion efter at have tilbragt en weekend på Hærvejen er igen, at Hærvejen er en smuk tur gennem jyske landskaber, hvor der er god tid til at tænke over livet og nyde naturen og sommeren. Jeg har nu i et par omgange været ude på nogle mindre ture og har efterhånden fået besigtiget strækningen mellem Jelling og Koutrupgård Naturcenter (i nærheden af Skjern åens udspring og Tinnet Krat). Undervejs på min seneste tur fik jeg bl.a. set Margrethediget, ligesom jeg passerede Øster Nykirke kirke med den hellige kilde.

Jeg mødte ikke mange mennesker på min færd, og de fleste københavnere ville sikkert være løbet skrigende væk fra al den stilhed. Jeg så vistnok en enkelt anden vandringsmand foruden en gruppe unge på en lejrplads samt et par familier, der var på hestevognstur på Hærvejen. Men ellers var det mit generelle indtryk, at Hærvejen – selv ikke her i højsommeren – er voldsomt befærdet med vandrere eller folk på cykelferie.

Hærvejen lader med andre ord ikke til at være det helt store tilløbsstykke. Og på sin vis forstår man det godt. Selv om min oppakning kun var yderst nødtørftig, vejede rygsækken ikke desto mindre frygtelig meget. Fødderne trængte også gevaldigt til noget kærligt pleje, da jeg kom hjem fra turen. Og lækker mad, gode toiletfaciliteter og hurtige impulser, er der heller ikke meget af på Hærvejen. Jo, der var tidspunkter på turen, hvor jeg udmærket forstod, at mange foretrækker et luksushotel og en varm pool. Ikke desto mindre skal jeg dog helt sikkert af sted igen - efter at have fået skiftet rygsækken ud med en anden model.

Gud på anklagebænken

Jeg vil omtale en film fra 2008, der hedder ”Fangerne i Auschwitz” eller på engelsk ”God on trial”, og som foregår i den berygtede udryddelseslejr Auschwitz. Filmen starter op i nutiden, hvor man ser et busselskab, der skal på rundvisning i lejren sammen med en guide, men ret hurtigt er vi herefter tilbage under krigen, hvor selve handlingen udfolder sig.

Der er et par ting ved filmen, der kan kritiseres. Først og fremmest føler jeg ikke for alvor, man mærker rædslen i Auschwitz gennem filmen – selv om den naturligvis forsøger. Det bliver aldrig helt ægte. Et af problemerne er, at hovedpersonerne – en gruppe jøder i en af barakkerne – på trods af deres fangedragter ganske enkelt ser alt for sunde og velnærede ud til at ligne ægte KZ-fanger.

Hvis man imidlertid vælger at abstrahere lidt fra dette og går ind på filmens præmis, så er selve hovedplottet ganske interessant, idet det behandler det spørgsmål, hvordan Gud kan tillade lidelsen. Hvordan giver det mening, at Guds udvalgte folk, jøderne, skal gennemgå død og ødelæggelse i KZ-lejrene? Det er simpelthen dette klassiske teologiske problem, der gennemarbejdes. Som en en gang har formuleret det: Hvis Gud er god, hvorfor er han det så ikke?

Man følger en gruppe fanger i en bestemt blok i lejren, og de beslutter sig simpelthen for at komme til bunds i sagen og sætte Gud på anklagebænken. De starter en regulær retssag op, hvor Gud anklages, og hvor anklagen lyder på, at han brudt pagten med sit udvalgte folk. Der indkaldes vidner, ligesom Gud også har forsvarsadvokater, der taler hans sag.

Undervejs gennem retssagen bliver spørgsmålet belyst fra mange vinkler og mulige forklaringer kommer op og skydes ned. Der bliver bl.a. talt om lidelsen som et offer og som en renselse – og om en Gud, der er så meget større og mægtigere end os, at vi ikke skal driste os til at kigge ham i kortene. Der er mange paralleller til Jobs Bog i Det gamle Testamente, hvor Gud også kommer på anklagebænken.

Retssagen bølger frem og tilbage, mens de forskellige partsindlæg kommer op. Hen mod slutningen, hvor de fleste sten er ved at være vendt, kommer der så et langt og stærkt indlæg, hvor en af fangerne gennemgår frelseshistorien, samtidig med at han sætter fingeren på nogle ømme punkter: Da Gud reddede jøderne ud af fangenskabet i Ægypten, knækkede han således den onde farao ved at slå alle de førstefødte egyptere ihjel (den tiende plage). Det var altså ikke farao selv, der blev dræbt, men en mængde uskyldige børn (og voksne). En masse mødre mistede således deres førstefødte søn pga. Guds handlen mod farao. Og videre: Da den egyptiske hær fulgte efter israelitterne til Det Røde Hav, lukkede Gud ikke vandet sammen, da jøderne var vel ovre – han ventede til den ægyptiske hær stod ude midt i vandet, inden han lukkede havet sammen og lod alle drukne. Og da jøderne herefter skulle i gang med at indtage det forjættede land, gav Gud dem strenge ordrer på at udrydde og nedslagte alle dem, der boede der i forvejen. Også kong David trækkes frem. Da han syndede mod Gud ved at tage Urias´ hustru, straffede Gud ham ved at lade barnet, som de fik sammen, dø en smertefuld død. Gud straffede altså efter alt at dømme et uskyldigt barn frem for David. Herefter følger de retoriske spørgsmål: Opfattede det barn Gud som retfærdig? Opfattede amalekitterne (som blev nedslagtet af jøderne) Gud som retfærdig? Og opfattede de egyptiske mødre Gud som retfærdig? Fangens smertefulde konklusion er: Gud er ikke god.

Udfaldet på retssagen bliver herefter til slut, at Gud bliver kendt skyldig. På vej til gaskammeret spørger en af jøderne derfor fortvivlet: ”Nu hvor Gud er kendt skyldig – hvad gør vi?” Han får svaret: ”Vi beder.” Og mens jøderne reciterer en af salmerne fra Salmerne Bog i Det gamle Testamente og på den måde anråber Gud, føres de bort og gasses…

Alt i alt en film, der på en grundig og anderledes måde kommer omkring ”lidelsens problem” eller teodicé-problemet – hvis man interesser sig for dette.

Good Will Hunting

Her forleden fik jeg genset klassikeren ”Good Will Hunting”. Filmen har efterhånden nogle år på bagen, men det er stadig en god film med nogle relevante budskaber og temaer. Så den vil jeg lige anbefale her.

Grundlæggende handler filmen om en ung mand, Will Hunting, som har haft en vanskelig barndom. Han ernærer sig ved rengøring og andet ufaglært arbejde, mens han i fritiden hænger ud og drikker øl med vennerne – og ind imellem får sig et rask slagsmål.

Will Hunting har imidlertid en ret unik hjerne, som bl.a. gør, at han har nogle helt enestående evner indenfor matematikken. Da han gør rent på byens universitet, bliver han opdaget af en af lærerne, som tager ham under sine vinger. Desværre er Will Hunting ikke alene begavet – han er også et særdeles kompliceret menneske med flere voldsdomme mv. på samvittigheden. Af den grund giver han også den ene psykolog efter den anden grå hår i hovedet.

Først da en lidt speciel psykolog – spillet af Robin Williams – bliver sat på opgaven, kommer der skred i tingene. Will Hunting og denne psykolog har på en eller anden måde noget til fælles og formår at udfordre og møde hinanden – trods de kampe de også må igennem sammen.

Det helt grundlæggende tema i filmen er Will Huntings manglende vilje til at træde ud i livet og bruge de muligheder, han har fået givet. Han har noget helt unikt, men af en eller anden grund, kan Will Hunting ikke selv se meningen med at gribe livet og byde ind med det, han har. Også da Will Hunting møder kærligheden, får han kolde fødder. I det afgørende øjeblik bliver han nødt til at frigøre sig fra den pige, der elsker ham – han tør ikke binde sig.

Heldigvis ender filmen godt. I en afgørende scene fortæller hans nære ven ham om dagens bedste øjeblik. Det er om morgenen, når han og nogle af de andre gutter kommer kørende og standser bilen udenfor Will Huntings hus. Her kan vennen et kort øjeblik hver morgen sidde og håbe, at Will Hunting netop denne morgen ikke kommer ud af døren og tager med på arbejde - fordi han nu endelig er rejst væk og er kommet videre med livet. Og en dag sker det faktisk - Will Hunting lukker ikke op, da vennerne kommer for at hente ham. Han er endelig kørt af sted for at erobre kærligheden tilbage – og formodentlig også for at bruge sine talenter til noget!

3096 dage

Så er der en ny, ubehagelig film på vej til de danske biografer – oven i købet med en dansker i en af hovedrollerne. Det er ”3096 dage”, hvor Thure Lindhardt virkelig har fået en skurkerolle.

Filmen handler om østrigske Natascha Kampusch, som i 3096 døgn var fanget af en mand, som en stor del af tiden holdt hende indespærret i en lille underjordisk celle uden vinduer. Mange husker nok sagen, som chokerede alle, da den kom frem. Hvordan kunne noget sådant ske i et civiliseret europæisk land – og hvordan kunne det holdes skjult for naboerne, myndighederne mv. i så mange år?

Jeg ved ikke, om jeg skal ind og se filmen. Umiddelbart tror jeg bare, jeg springer over – for den er sikkert ret barsk. Og så har jeg allerede læst bogen – den kan anbefales.

Bogen fortæller den forfærdelige beretning om en lille pige, der rammes af en dybt uretfærdig skæbne og bliver berøvet en meget stor del af sin barndom og ungdom. Det er naturligvis en rystende og nærmest surrealistisk historie. Som bogen beskriver, bliver Natascha Kampusch i løbet af sit årelange fangenskab og den mishandling, hun også bliver udsat for, mere og mere nedbrudt og forsøger også flere gange selvmord, fordi det bliver for svært at holde ud.

Det afgørende ved beretningen om Natascha Kampusch er ikke desto mindre, at det grundlæggende er en historie om menneskelig overlevelse trods alle odds. Dybt i hende er der en vilje til overlevelse. Dette gør, at hun alligevel fortsætter og holder sig i live gennem alle årene. Og selv om hun udadtil er en svag, lille pige, formår hun at mobilisere en menneskelig styrke, bevare en værdighed og give sin bortfører et modspil, som i sidste ende gør, at hun kan rive sig løs og besejre ham. Det gør også indtryk, hvordan Natascha Kampusch undgår at blive bitter og formår at have en nuanceret forståelse af hendes plageånd og hendes skæbne i det hele taget.

Det er fascinerende at læse om, hvordan det – trods alle odds - i det altafgørende øjeblik lykkes Natascha Kampusch at mobilisere de sidste ressourcer og rive sig løs. I første omgang lammes hun og kan næsten ikke trække vejret. Men ”med en overmenneskelig kraftanstrengelse rev jeg mig løs af det lammende kviksand, som fastere og fastere lukkede sig om mine ben” – og det lykkedes hende at løbe af sted og slippe væk. ”Først da tre mennesker kom imod mig på vejen, vidste jeg, at jeg ville leve. Og at jeg også ville komme til at leve” (s. 252 – 253). Jo, ”3096 dage” er en stærk – og virkelig - beretning om at holde fast i håbet og livsviljen.

Med livet som indsats

Der er mange biografier og selvbiografier på markedet i disse år, og jeg vil omtale en mere (fra 2010). Den handler om Claus Elgaard, som er et kendt ansigt fra TV-sporten.

Claus Elgaards biografi har karakter af bekendelseslitteratur, hvor han på en hudløs måde beskriver sit liv, sine fejltagelser og de erfaringer, der til sidst førte ham frem til et nyt og mere holdbart ståsted. Den røde tråd i bogen er hans ludomani, som gennem årene driver ham længere og længere ud mod kanten, inden han til sidst – efter at have været på selvmordets rand – går i behandling og begynder at genopdage det gode liv.

Også Claus Elgaards beretning har afsæt i en vanskelig barndom, hvor ikke mindst faderen og dennes alkoholmisbrug bliver årsag til mange vanskeligheder i sønnens senere liv. Claus Elgaard mistede som fireårig en søster på syv år, og det knækkede hans forældre: ”…de blev aldrig sig selv igen. Det var som om min søsters død fik dem til at falde fra hinanden – indefra og langsomt. Siden blev det umuligt for dem at acceptere livet og få sammenhæng i tilværelsen” (s. 14).

Hvor faderen bliver alkoholmisbruger, ender Claus Elgaard stille og roligt i en anden type misbrug, nemlig ludomani. For mange kan det sikkert være vanskeligt at sætte sig ind i, hvordan en roulette eller en spillemaskine kan ende med at blive selve omdrejningspunktet i livet, men bogen giver en god beskrivelse af, hvordan ludomanien opleves indefra.  Citatet på bogens bagside udtrykker det meget rammende: ”Mange tror, at ludomaner spiller for at vinde penge. Det er der ikke en, der gør. Vi spiller for at bedøve smerten fra livet.”

Alt i alt er Claus Elgaards selvbiografi absolut spændende og inspirerende at læse. Det er dels en ærlig beretning om et menneske, der trods alle vanskeligheder finder sin vej frem i livet, og dels giver den et godt indblik i ludomaniens verden. Man kan nogle gange undre sig over, hvad der får folk til i den grad at krænge hele deres privatliv ud i en bog, som alle og enhver derefter kan læse (ud over at der naturligvis kan være lidt indtjening i det). I dette tilfælde er der nok ingen tvivl om, at bogen er et led i en terapeutisk proces, hvor Claus Elgaard prøver at skrive sig fri af det, han har været igennem, samtidig med at han formodentlig ser en mening i at stå frem og give andre i en lignende situation modet til også at se deres misbrug i øjnene og tage opgøret. Det må man tage hatten af for. Bogen er – trods de mange svære ting, den beskriver – i sidste ende en beretning, der giver håb, fordi den viser, at der er en vej ud, og at livet grundlæggende er godt: ”At komme ud af et misbrug og mærke overskuddet og lysten til at være aktiv er som en herlig lille genfødsel” (s. 210).