3096 dage

Så er der en ny, ubehagelig film på vej til de danske biografer – oven i købet med en dansker i en af hovedrollerne. Det er ”3096 dage”, hvor Thure Lindhardt virkelig har fået en skurkerolle.

Filmen handler om østrigske Natascha Kampusch, som i 3096 døgn var fanget af en mand, som en stor del af tiden holdt hende indespærret i en lille underjordisk celle uden vinduer. Mange husker nok sagen, som chokerede alle, da den kom frem. Hvordan kunne noget sådant ske i et civiliseret europæisk land – og hvordan kunne det holdes skjult for naboerne, myndighederne mv. i så mange år?

Jeg ved ikke, om jeg skal ind og se filmen. Umiddelbart tror jeg bare, jeg springer over – for den er sikkert ret barsk. Og så har jeg allerede læst bogen – den kan anbefales.

Bogen fortæller den forfærdelige beretning om en lille pige, der rammes af en dybt uretfærdig skæbne og bliver berøvet en meget stor del af sin barndom og ungdom. Det er naturligvis en rystende og nærmest surrealistisk historie. Som bogen beskriver, bliver Natascha Kampusch i løbet af sit årelange fangenskab og den mishandling, hun også bliver udsat for, mere og mere nedbrudt og forsøger også flere gange selvmord, fordi det bliver for svært at holde ud.

Det afgørende ved beretningen om Natascha Kampusch er ikke desto mindre, at det grundlæggende er en historie om menneskelig overlevelse trods alle odds. Dybt i hende er der en vilje til overlevelse. Dette gør, at hun alligevel fortsætter og holder sig i live gennem alle årene. Og selv om hun udadtil er en svag, lille pige, formår hun at mobilisere en menneskelig styrke, bevare en værdighed og give sin bortfører et modspil, som i sidste ende gør, at hun kan rive sig løs og besejre ham. Det gør også indtryk, hvordan Natascha Kampusch undgår at blive bitter og formår at have en nuanceret forståelse af hendes plageånd og hendes skæbne i det hele taget.

Det er fascinerende at læse om, hvordan det – trods alle odds - i det altafgørende øjeblik lykkes Natascha Kampusch at mobilisere de sidste ressourcer og rive sig løs. I første omgang lammes hun og kan næsten ikke trække vejret. Men ”med en overmenneskelig kraftanstrengelse rev jeg mig løs af det lammende kviksand, som fastere og fastere lukkede sig om mine ben” – og det lykkedes hende at løbe af sted og slippe væk. ”Først da tre mennesker kom imod mig på vejen, vidste jeg, at jeg ville leve. Og at jeg også ville komme til at leve” (s. 252 – 253). Jo, ”3096 dage” er en stærk – og virkelig - beretning om at holde fast i håbet og livsviljen.

Med livet som indsats

Der er mange biografier og selvbiografier på markedet i disse år, og jeg vil omtale en mere (fra 2010). Den handler om Claus Elgaard, som er et kendt ansigt fra TV-sporten.

Claus Elgaards biografi har karakter af bekendelseslitteratur, hvor han på en hudløs måde beskriver sit liv, sine fejltagelser og de erfaringer, der til sidst førte ham frem til et nyt og mere holdbart ståsted. Den røde tråd i bogen er hans ludomani, som gennem årene driver ham længere og længere ud mod kanten, inden han til sidst – efter at have været på selvmordets rand – går i behandling og begynder at genopdage det gode liv.

Også Claus Elgaards beretning har afsæt i en vanskelig barndom, hvor ikke mindst faderen og dennes alkoholmisbrug bliver årsag til mange vanskeligheder i sønnens senere liv. Claus Elgaard mistede som fireårig en søster på syv år, og det knækkede hans forældre: ”…de blev aldrig sig selv igen. Det var som om min søsters død fik dem til at falde fra hinanden – indefra og langsomt. Siden blev det umuligt for dem at acceptere livet og få sammenhæng i tilværelsen” (s. 14).

Hvor faderen bliver alkoholmisbruger, ender Claus Elgaard stille og roligt i en anden type misbrug, nemlig ludomani. For mange kan det sikkert være vanskeligt at sætte sig ind i, hvordan en roulette eller en spillemaskine kan ende med at blive selve omdrejningspunktet i livet, men bogen giver en god beskrivelse af, hvordan ludomanien opleves indefra.  Citatet på bogens bagside udtrykker det meget rammende: ”Mange tror, at ludomaner spiller for at vinde penge. Det er der ikke en, der gør. Vi spiller for at bedøve smerten fra livet.”

Alt i alt er Claus Elgaards selvbiografi absolut spændende og inspirerende at læse. Det er dels en ærlig beretning om et menneske, der trods alle vanskeligheder finder sin vej frem i livet, og dels giver den et godt indblik i ludomaniens verden. Man kan nogle gange undre sig over, hvad der får folk til i den grad at krænge hele deres privatliv ud i en bog, som alle og enhver derefter kan læse (ud over at der naturligvis kan være lidt indtjening i det). I dette tilfælde er der nok ingen tvivl om, at bogen er et led i en terapeutisk proces, hvor Claus Elgaard prøver at skrive sig fri af det, han har været igennem, samtidig med at han formodentlig ser en mening i at stå frem og give andre i en lignende situation modet til også at se deres misbrug i øjnene og tage opgøret. Det må man tage hatten af for. Bogen er – trods de mange svære ting, den beskriver – i sidste ende en beretning, der giver håb, fordi den viser, at der er en vej ud, og at livet grundlæggende er godt: ”At komme ud af et misbrug og mærke overskuddet og lysten til at være aktiv er som en herlig lille genfødsel” (s. 210).

Jagten på lyset og kærligheden

Endnu en biografi skal omtales her på bloggen - nemlig ”Møllehave.” Med undertitlen: ”Jagten på lyset og kærligheden.” Den handler om Johannes Møllehave og udkom i 2010. Det er absolut ikke den første bog om Johannes Møllehave, men forfatteren hævder selv, at det er den første ”klassiske biografi” (s. 277).

Der er vel ikke mange danskere, der ikke kender Johannes Møllehave, selv om han efterhånden er blevet en ældre herre og derfor ikke er helt så meget på, som han var i sine velmagtsdage. Da Johannes Møllehave var på toppen, var han – som bogen fint beskriver – hele Danmarks præst, der holdt utallige foredrag, skrev sangtekster til Anne Linnet, levendegjorde H.C. Andersens eventyr og skrev bøger, revytekster osv. Johannes Møllehave var i mange år ikke nem at overse, og han var populær i vide kredse.

Men som bogen forklarer, er der to sandheder om Johannes Møllehave. Den ene handler om, at han – som enhver kan konstatere - er en nærmest manisk formidler, en vulkan, der sprøjter ord ud og hele tiden er i bevægelse og i interaktion med andre mennesker. Han tænker særdeles hurtigt og formår at påvirke og berøre sine omgivelser og tilhørere med en meget smittende power. Han formidler glæde, håb og tro på en overbevisende og hjertevarm måde - og i særdeleshed hans indsats som fængselspræst gør indtryk.

Men der er også en bagside. Naturligvis, fristes man til at sige. For Johannes Møllehave er også en mand, der konstant er på jagt efter lyset og på flugt fra sine egne indre dæmoner – og som derfor har et stort behov for at være sammen med andre, få opmærksomhed og tale sig væk fra død og stilstand: ”På den anden side lever han et liv, hvor frygten for angsten, fortvivlelsen og depressionen konstant bider ham i haserne. Han ved, hvordan det er at blive indhyllet i mørke, når fortvivlelsen æder håbet op…” (s. 227).

Johannes Møllehave ”er ganske enkelt bange for at være ingenting, en død levende som livet bare passerer forbi uden at tage én med. Derfor skal han hele tiden mærke at han lever…” (s. 231). Johannes Møllehave ængstes for intet: ”Jeg bliver simpelthen angst for, at jeg går glip af det liv, jeg lever… en angst for ikke at leve livet nok” (s. 231).

Alt i alt beskriver bogen et meget sammensat menneske, som man på den ene side må anerkende for alt den inspiration, glæde og generøsitet, han formidler – men som på den anden side også har nogle kraftige skyggesider, der konstant bider ham i haserne. Kritikerne vil beskylde ham for at være for overfladisk – og når bogen er læst, synes det på mange måder svært at afgøre, hvor meget af Johannes Møllehaves sprudlen, der er ægte, og hvor meget, der i virkeligheden er et skalkeskjul for hans eget mørke. Uanset hvad må man dog sige, at Johannes Møllehave har gjort en ihærdig indsats for at leve livet og dele det med andre. Bogen slutter da også med at gengive hans håb: ”Mit eneste håb til mit eget liv er, at det har båret frugt… Jeg håber, at nogle af dem, jeg underviste, kan huske lidt af det, og jeg håber at have sat nogle frø…” (s. 260). Det har han helt sikkert.

Ole Sønnichsen: "Møllehave. Jagten på lyset og kærligheden." Gyldendal 2010.

Afhopperen

Jeg har altid fundet det ret interessant at sætte mig ind i forskellige religiøse systemer og se på, hvordan mennesker kan blive fanget ind af dem. Det er på sin vis temmelig skræmmende, at ganske almindelige mennesker pludselig kan begynde at leve i en helt anden virkelighed og lade sig styre af nogle – udefra set – helt absurde normer og tankegange. Men det er absolut også befriende at læse om, hvordan mennesker vågner op og formår at komme ud i virkeligheden igen.

I 2011 udkom bogen ”Afhopperen”, hvor Robert Dam fortæller om sine 20 år i Scientology – og det er en ganske spændende beretning.

Scientology er klart en af de mest berygtede og omdiskuterede sekter i nyere tid. Og selv om bevægelsen i de senere år er kommet i stigende modvind, dukker den fortsat op til overfladen i ny og næ. Bubber lavede for nylig en TV-udsendelse, hvor han prøvede at komme ind bagved facaden – og netop nu er filmen ”The Master” på vej til Danmark.

I ”Afhopperen” følger vi Robert Dam helt fra de unge år, hvor han går rundt og er en lidt usikker og søgende ung mand, der drømmer om at slå igennem som musiker. Han føler, at han mangler noget: ”I stedet for at være en indesluttet ener skulle jeg være den glade, udadvendte og hjertevarme person, som altid har masser af venner, og som uden besvær finder vej til de rigtige mennesker” (s. 14). Og her viser der sig pludselig en løsning – han løber på Scientology, som (helt efter bogen) til en start tilbyder ham en personlighedstest. 

Det er kort sagt en helt klassisk historie om, hvordan et lidt ensomt og småforvirret menneske bliver tiltrukket af en religiøs løsning på problemerne via nogle – i første omgang – venlige og hjælpsomme medmennesker.

Herefter bliver Robert Dam stille og roligt mere og mere involveret i Scientology. Han gør karriere indenfor sekten og når gennem årene langt. Men langsomt begynder han også at se bagsiden – der er noget, der ikke stemmer. Det bliver en lang proces, som ender ud med, at Robert Dam trækker sig ud af Scientology – hvilket ingenlunde bliver ukompliceret!

Efter at være kommet helskindet ud på den anden side, er hans konklusion (s. 253): ”Jeg havde ladet mig forføre og manipulere, men jeg havde også kæmpet mig ud af mine ensrettede tankemønstre igen… Jeg var ung og uerfaren og havde behov for noget, der kunne hjælpe mig til at blive professionel musiker, hjælpe mig til at få succes i tilværelsen. Jeg tog det første skridt op ad broen – ikke til åndelig frihed, som jeg troede, men til snigende fanatisme.”

Ud over den personlige beretning rummer ”Afhopperen” en masse relevant information om Scientology – selve historien, organisationen og religionen/filosofien bag. Der oprulles mange afslørende detaljer om, hvad der egentlig ligger bag den velpolerede overflade, organisationen gerne vil præsentere udadtil.

Alt i alt en spændende bog, der klart kan anbefales!

Mellem Ingemannsland og udkantsdanmark

Som det tidligere er beskrevet her på bloggen, er det ofte spændende at læse biografier. Livet er ikke altid en helt ukompliceret størrelse at håndtere og netop derfor kan det være givende at læse om, hvordan andre mennesker har levet deres liv og fundet mening og retning.

To absolut læseværdige biografier er ”Ingemannsland” (af Peter Ingemann fra ”Hammerslag”) samt ”Jesus, pengene og livet” af Gretelise Holm (som jeg personlig ikke kendte i forvejen). Der er en del fælles temaer i de to biografier. De væsentligste er forholdet til nogle komplicerede forældre (ikke mindst fædrene), disses ægteskab (samt skilsmisse), (opgøret med) en religiøs baggrund samt det, at de to skribenter i begge tilfælde finder deres rette element indenfor journalistfaget. Fælles for dem er det også, at de lykkes med at finde en vej igennem – frem til et godt liv.

Gretelise Holm er klart noget af et livstykke. ”Jeg er etnisk dansk, så langt min familie kan spores på begge sider,” fortæller hun til en start. Ikke desto mindre kommer hun ”fra et land, som var præget af fattigdom, religiøsitet og hellig krig, mange børn, stor dødelighed og anden fattigdomsrelateret elendighed” (s. 17). Denne baggrund foldes ud – og hun beskriver, hvordan hendes fars familie nærmest levede som børneslaver i Sønderjylland under kummerlige forhold, mens hendes mor var frontkæmper i Frelsens Hær. Hendes opvækst var præget af fattigdom og hendes voldelige far – men hun arbejder sig fri af det, bliver journalist og forfatter og formår på en meget overbevisende måde at finde glæde og retning.

Peter Ingemanns fortælling er også en beretning om en kompliceret barndom – først og fremmest pga. faderen. Det er Peter Ingemanns far, der er omdrejningspunktet i bogen – og man fornemmer, at Peter Ingemann langt hen ad vejen har skrevet bogen for at bearbejde forholdet til sin far. Og fuld respekt for det. Faderen har mange gode sider, men kæmper med indre dæmoner og druk, hvilket fører ham længere og længere ud på et skråplan, der ender med et selvmord.

Gode biografier giver stof til eftertanke og refleksion. Og noget af det, man sidder tilbage med, når disse to bøger er læst, er en forundring over, hvordan et menneskeliv kan udfolde sig så forskelligartet. Hvorfor ender nogle mennesker (i dette tilfælde først og fremmest de to fædre) som tragiske eksistenser, der belaster deres omgivelser, mens andre – ikke mindst Gretelise Holm – har en livsgnist, der gør, at de kan bryde ud af de dårlige mønstre, lægge den svære sociale arv bag sig og få et godt liv? Er det små marginaler og tilfældigheder, der gør, at Gretelise Holms bror f.eks. ikke kan komme fri af sin tragiske opvækst, mens hun selv tager de rigtige valg? Eller er nogen mennesker udstyret med nogen særligt livskraftige gener, der gør dem til overlevere?

Svaret er ikke så ligetil, men igen – det er altid inspirerende at læse om, hvordan livet overlever selv de vanskeligste omstændigheder. Gretelise Holms egen opskrift er: 

”Min personlige livsholdning er, at mange småproblemer har godt af at blive fortrængt og fejet ind under gulvtæppet. Når der så har dannet sig et lille bjerg under tæppet, kan man stille sig op på det og kigge ud i verden, hvor der foregår så meget interessant” (s. 248).

Kamæleonen

Det er efterhånden en sæson eller mere siden filmen ”Kamæleonen” rullede hen over biograflærrederne – og det er min fornemmelse, at den dengang ikke blev nogen voldsom stor succes. Det skyldes nok, at filmen ikke er noget mesterværk – om end den heller ikke er dårlig. Den er værd at se.

Grundlæggende handler filmen om bagsiden af det politiske spil - hvordan magt korrumperer og fordærver.

Filmens hovedperson er Stephen Meyer, en succesrig 30-årig mand, der har et vigtigt job som en af topstrategerne/pressecheferne for en præsidentkandidat under det amerikanske primærvalg. I starten er Stephen Meyer en sympatisk og charmerende mand, der tror på den sag, han arbejder for. Han er sikker på, at hans kandidat er den rigtige, og at USA bliver et bedre land, når han bliver præsident. Hans præsidentkandidat (George Clooney) er da også fra starten en troværdig og ret oprigtig mand, der svarer godt for sig, står ved sine holdninger og siger fra overfor politiske studehandler og tvivlsomme kompromisser.

Stille og roligt begynder tingene dog at gå skævt. Stephen Meyer bliver fristet til at mødes med kampagnelederen fra fjendens lejr. Selv om han afviser at skifte side, bliver dette møde begyndelsen på en proces, hvor Stephen Meyer fedtes ind i et kompliceret spil, der ender med at få ham fyret. Hans affære med en ung, kvindelig kampagnemedarbejder gør også, at han bliver bekendt med en sexskandale, der involverer hans egen præsidentkandidat. Det hele ender fatalt for den unge kvindelige medarbejder, men det bliver også den brik, Stephen Meyer kan bruge for at genvinde sin egen position i kampagnestaben og udradere sin rival på posten.

Ved filmens slutning står Stephen Meyer og hans præsidentkandidat og soler sig i rampelyset, mens succesen udadtil er fuldendt. Samtidig er alting alligevel forandret. Den oprigtige, idealistiske Stephen Meyer og hans troværdige præsidentkandidat er gået til – og et par ganske almindelige, kyniske og beregnende magtmennesker er kommet til i stedet.

Alt i alt en klassisk historie om, hvor galt det i politik kan gå for et idealistisk menneske med gode hensigter. Det er ikke så overraskende – men det er godt fortalt.