På apostlenes Heste

I disse år er der som bekendt mange, der tager ud og vandrer på den gamle pilgrimsrute Caminoen (El Camino) i Spanien. Den er blevet et ganske populært rejsemål. Enkelte kan dog ikke nøjes med dette. For nogen tid siden hørte jeg således om en mand, der var gået på efterløn og herefter besluttede sig for at gå hele vejen fra Danmark til Caminoen – i stedet for bare at flyve derned og vandre.

Hvis nogen har mod på at læse en lidt anderledes rejseberetning om en anden mand, der gør det samme, vil jeg slå et slag for ”På apostlenes Heste”, der er udgivet i 2005. Bogen er en personlig beretning og er baseret på dagbogsoptegnelser fra en mand, der efter lang tids overvejelse og en del forberedelser virkeliggør drømmen om en længere pilgrimsfærd ned gennem Europa.

Selve rejsen starter på Djursland og fortsætter ned gennem Tyskland mv. Målet er Caminoen, men da den er klaret, føler han fortsat et behov for at foretage yderligere vandringer i området samt runde af med på hjemvejen at gense nogle af højdepunkterne på turen til fods!

”På apostlenes Heste” skildrer således både en fysisk og en mere spirituel og menneskelig rejse af omkring 7 måneders varighed (svarende til mellem 3.000 og 4.000 km.). Gennem bogen hører man om, hvordan turen rent praktisk er foregået, og om de oplevelser, skribenten har haft undervejs. Samtidig tager man del i den proces, han har gennemgået, og den tvivl, refleksion og afklaring, han arbejder sig igennem på turen.

I slutningen af bogen er der et lille appendix, som giver lidt anvisninger mht., hvordan man selv kan tilrettelægge en vandretur.

Forfatterens egen konklusion på det hele er: ”Så på det indre plan har jeg absolut fået noget ud af mine tre års forberedelser og det halve års vandring. – Egentlig synes jeg ikke, det er så ringe endda. Jeg kan kun anbefale andre at gå en pilgrimstur, en moderne pilgrimstur med de riter og på de præmisser som vores tid nu sætter” (s. 179).

Det er hermed taget ad notam…

Vandretur på Hærvejen

Som jeg tidligere har beskrevet her på bloggen, er der gode muligheder for at vandre eller cykle en tur på Hærvejen her i sommertiden.

Efter en mindre tur uden overnatning, besluttede jeg derfor forleden at tage på en weekendtur med en enkelt overnatning for at prøve Hærvejen yderligere af.

Lørdag morgen pakkede jeg derfor efter nøje overvejelse en rygsæk, som kun skulle indeholde det absolut nødvendige. Dvs. en varm trøje og noget regntøj – ud over det tøj, jeg var iført, samt tandbørsten og tandpastaen. Herudover en sovepose, en pude og noget proviant samt et par bøger.

Jeg parkerede bilen ved Harresø Kro lidt nord for Jelling, tankede væskedepoterne op på det nærliggende toilet og spændte den nyindkøbte rygsæk på ryggen. Straks indtraf herefter turens første uheld, idet et af de vigtige spænder på rygsækken sprang op og viste sig at være defekt. Konstruktionen var åbenbart ikke god nok.

Undervejs på min tur fik jeg sidenhen flere overraskelser. På et tidspunkt overså jeg således et skilt og fik derfor lejlighed til at gå nogle ekstra kilometer. Den største overraskelse fik jeg dog, da jeg kom til Kollemorten, hvor jeg havde tænkt lidt på at overnatte. Det viste det sig, at jeg netop havde ramt den aften, hvor den årlige byfest blev afholdt – og det foregik præcist der, hvor hærvejsvandrerne skulle indlogeres. Det betød, at man først kunne forvente nattero på den anden side af kl. 2. Efter at have tygget lidt på det, nåede jeg frem til, at jeg så havde en anledning til at fortsætte min vandretur op mod Koutrupgård Naturcenter. Jeg var ikke på forhånd klar over, om der kun var en teltplads der, men heldigvis var der et stort shelter, da jeg nåede frem. Her sov jeg overraskende godt det meste af natten og stod op kl. 06.50.

På min vandring gennem den jyske vildmark mødte jeg desværre ingen ulve. Det kunne ellers have været interessant at se sådan en. Til gengæld blev jeg angrebet to eksemplarer af Danmarks farligste dyr. De angreb mig og bed sig fast i hver sit lår. Heldigvis er jeg nu kommet af med de to skovflåter igen.

Min konklusion efter at have tilbragt en weekend på Hærvejen er igen, at Hærvejen er en smuk tur gennem jyske landskaber, hvor der er god tid til at tænke over livet og nyde naturen og sommeren. Jeg har nu i et par omgange været ude på nogle mindre ture og har efterhånden fået besigtiget strækningen mellem Jelling og Koutrupgård Naturcenter (i nærheden af Skjern åens udspring og Tinnet Krat). Undervejs på min seneste tur fik jeg bl.a. set Margrethediget, ligesom jeg passerede Øster Nykirke kirke med den hellige kilde.

Jeg mødte ikke mange mennesker på min færd, og de fleste københavnere ville sikkert være løbet skrigende væk fra al den stilhed. Jeg så vistnok en enkelt anden vandringsmand foruden en gruppe unge på en lejrplads samt et par familier, der var på hestevognstur på Hærvejen. Men ellers var det mit generelle indtryk, at Hærvejen – selv ikke her i højsommeren – er voldsomt befærdet med vandrere eller folk på cykelferie.

Hærvejen lader med andre ord ikke til at være det helt store tilløbsstykke. Og på sin vis forstår man det godt. Selv om min oppakning kun var yderst nødtørftig, vejede rygsækken ikke desto mindre frygtelig meget. Fødderne trængte også gevaldigt til noget kærligt pleje, da jeg kom hjem fra turen. Og lækker mad, gode toiletfaciliteter og hurtige impulser, er der heller ikke meget af på Hærvejen. Jo, der var tidspunkter på turen, hvor jeg udmærket forstod, at mange foretrækker et luksushotel og en varm pool. Ikke desto mindre skal jeg dog helt sikkert af sted igen - efter at have fået skiftet rygsækken ud med en anden model.

Gud på anklagebænken

Jeg vil omtale en film fra 2008, der hedder ”Fangerne i Auschwitz” eller på engelsk ”God on trial”, og som foregår i den berygtede udryddelseslejr Auschwitz. Filmen starter op i nutiden, hvor man ser et busselskab, der skal på rundvisning i lejren sammen med en guide, men ret hurtigt er vi herefter tilbage under krigen, hvor selve handlingen udfolder sig.

Der er et par ting ved filmen, der kan kritiseres. Først og fremmest føler jeg ikke for alvor, man mærker rædslen i Auschwitz gennem filmen – selv om den naturligvis forsøger. Det bliver aldrig helt ægte. Et af problemerne er, at hovedpersonerne – en gruppe jøder i en af barakkerne – på trods af deres fangedragter ganske enkelt ser alt for sunde og velnærede ud til at ligne ægte KZ-fanger.

Hvis man imidlertid vælger at abstrahere lidt fra dette og går ind på filmens præmis, så er selve hovedplottet ganske interessant, idet det behandler det spørgsmål, hvordan Gud kan tillade lidelsen. Hvordan giver det mening, at Guds udvalgte folk, jøderne, skal gennemgå død og ødelæggelse i KZ-lejrene? Det er simpelthen dette klassiske teologiske problem, der gennemarbejdes. Som en en gang har formuleret det: Hvis Gud er god, hvorfor er han det så ikke?

Man følger en gruppe fanger i en bestemt blok i lejren, og de beslutter sig simpelthen for at komme til bunds i sagen og sætte Gud på anklagebænken. De starter en regulær retssag op, hvor Gud anklages, og hvor anklagen lyder på, at han brudt pagten med sit udvalgte folk. Der indkaldes vidner, ligesom Gud også har forsvarsadvokater, der taler hans sag.

Undervejs gennem retssagen bliver spørgsmålet belyst fra mange vinkler og mulige forklaringer kommer op og skydes ned. Der bliver bl.a. talt om lidelsen som et offer og som en renselse – og om en Gud, der er så meget større og mægtigere end os, at vi ikke skal driste os til at kigge ham i kortene. Der er mange paralleller til Jobs Bog i Det gamle Testamente, hvor Gud også kommer på anklagebænken.

Retssagen bølger frem og tilbage, mens de forskellige partsindlæg kommer op. Hen mod slutningen, hvor de fleste sten er ved at være vendt, kommer der så et langt og stærkt indlæg, hvor en af fangerne gennemgår frelseshistorien, samtidig med at han sætter fingeren på nogle ømme punkter: Da Gud reddede jøderne ud af fangenskabet i Ægypten, knækkede han således den onde farao ved at slå alle de førstefødte egyptere ihjel (den tiende plage). Det var altså ikke farao selv, der blev dræbt, men en mængde uskyldige børn (og voksne). En masse mødre mistede således deres førstefødte søn pga. Guds handlen mod farao. Og videre: Da den egyptiske hær fulgte efter israelitterne til Det Røde Hav, lukkede Gud ikke vandet sammen, da jøderne var vel ovre – han ventede til den ægyptiske hær stod ude midt i vandet, inden han lukkede havet sammen og lod alle drukne. Og da jøderne herefter skulle i gang med at indtage det forjættede land, gav Gud dem strenge ordrer på at udrydde og nedslagte alle dem, der boede der i forvejen. Også kong David trækkes frem. Da han syndede mod Gud ved at tage Urias´ hustru, straffede Gud ham ved at lade barnet, som de fik sammen, dø en smertefuld død. Gud straffede altså efter alt at dømme et uskyldigt barn frem for David. Herefter følger de retoriske spørgsmål: Opfattede det barn Gud som retfærdig? Opfattede amalekitterne (som blev nedslagtet af jøderne) Gud som retfærdig? Og opfattede de egyptiske mødre Gud som retfærdig? Fangens smertefulde konklusion er: Gud er ikke god.

Udfaldet på retssagen bliver herefter til slut, at Gud bliver kendt skyldig. På vej til gaskammeret spørger en af jøderne derfor fortvivlet: ”Nu hvor Gud er kendt skyldig – hvad gør vi?” Han får svaret: ”Vi beder.” Og mens jøderne reciterer en af salmerne fra Salmerne Bog i Det gamle Testamente og på den måde anråber Gud, føres de bort og gasses…

Alt i alt en film, der på en grundig og anderledes måde kommer omkring ”lidelsens problem” eller teodicé-problemet – hvis man interesser sig for dette.