Med livet som indsats

Der er mange biografier og selvbiografier på markedet i disse år, og jeg vil omtale en mere (fra 2010). Den handler om Claus Elgaard, som er et kendt ansigt fra TV-sporten.

Claus Elgaards biografi har karakter af bekendelseslitteratur, hvor han på en hudløs måde beskriver sit liv, sine fejltagelser og de erfaringer, der til sidst førte ham frem til et nyt og mere holdbart ståsted. Den røde tråd i bogen er hans ludomani, som gennem årene driver ham længere og længere ud mod kanten, inden han til sidst – efter at have været på selvmordets rand – går i behandling og begynder at genopdage det gode liv.

Også Claus Elgaards beretning har afsæt i en vanskelig barndom, hvor ikke mindst faderen og dennes alkoholmisbrug bliver årsag til mange vanskeligheder i sønnens senere liv. Claus Elgaard mistede som fireårig en søster på syv år, og det knækkede hans forældre: ”…de blev aldrig sig selv igen. Det var som om min søsters død fik dem til at falde fra hinanden – indefra og langsomt. Siden blev det umuligt for dem at acceptere livet og få sammenhæng i tilværelsen” (s. 14).

Hvor faderen bliver alkoholmisbruger, ender Claus Elgaard stille og roligt i en anden type misbrug, nemlig ludomani. For mange kan det sikkert være vanskeligt at sætte sig ind i, hvordan en roulette eller en spillemaskine kan ende med at blive selve omdrejningspunktet i livet, men bogen giver en god beskrivelse af, hvordan ludomanien opleves indefra.  Citatet på bogens bagside udtrykker det meget rammende: ”Mange tror, at ludomaner spiller for at vinde penge. Det er der ikke en, der gør. Vi spiller for at bedøve smerten fra livet.”

Alt i alt er Claus Elgaards selvbiografi absolut spændende og inspirerende at læse. Det er dels en ærlig beretning om et menneske, der trods alle vanskeligheder finder sin vej frem i livet, og dels giver den et godt indblik i ludomaniens verden. Man kan nogle gange undre sig over, hvad der får folk til i den grad at krænge hele deres privatliv ud i en bog, som alle og enhver derefter kan læse (ud over at der naturligvis kan være lidt indtjening i det). I dette tilfælde er der nok ingen tvivl om, at bogen er et led i en terapeutisk proces, hvor Claus Elgaard prøver at skrive sig fri af det, han har været igennem, samtidig med at han formodentlig ser en mening i at stå frem og give andre i en lignende situation modet til også at se deres misbrug i øjnene og tage opgøret. Det må man tage hatten af for. Bogen er – trods de mange svære ting, den beskriver – i sidste ende en beretning, der giver håb, fordi den viser, at der er en vej ud, og at livet grundlæggende er godt: ”At komme ud af et misbrug og mærke overskuddet og lysten til at være aktiv er som en herlig lille genfødsel” (s. 210).