Løvernes Konge flytter ind

Min lillebror var i mange år berygtet for at hade små børn og hunde. Nu har han i mellemtiden selv fået tre børn og er således blevet kureret for det første. Om end jeg ikke havde helt det samme rygte som min bror, vakte det ikke desto mindre en del opsigt hos mine forældre og søskende, da vi i min familie valgte at anskaffe os en hund. Den havde de ikke set komme!

Det startede med, at vi fik os en kat – og en overgang havde vi også fisk – men naturligvis syntes børnene også, at det kunne være sjovt med en rigtig hund. Den kan man ligesom få et lidt mere personligt forhold til. Vi snakkede længe frem og tilbage om det, og en dag kom jeg – til min kones store overraskelse – til den konklusion, at det da godt kunne være, vi skulle få os sådan en. Jeg var formodentlig på det tidspunkt grebet af en eller anden overskudsagtig følelse – eller en underlig trang pludselig til at gøre noget vildt!

Min kone – som i sin barndom havde haft flere små hunde – ramte tilfældigvis samtidig ind i en længere sygemelding, som gjorde, at hun pludselig havde en hel masse tid til at sidde hjemme ved computeren og surfe på nettet. Hun tjekkede markedet godt og grundigt ud og faldt en dag over en sød lille beaver yorkshire terrier – det var kærlighed ved første klik!

Vi henter hvalpen

Så gik det lige pludselig rigtig stærkt. Før vi så os om sad vi alle fem i en bil på vej mod Sønderjylland, hvor Zesna boede – det var hende, der solgte hundehvalpene. Og snart sad vi også inde i Zesnas stue med en hel flok små hvalpe. En af hvalpene virkede ret nysgerrig og fremmelig. Den kom bl.a. hen og snusede til min søn. Konklusionen blev derfor ret hurtigt, at det var den, vi skulle have. Zesna fra Østeuropa fik sin betaling i cool cash, og så kørte vi af sted med den lille hundehvalp.

På vejen hjemad kunne børnene omme på bagsædet stolt (pr. sms) meddele deres venner, at de nu havde fået hund! Og straks strømmede det ind med forslag om legeaftaler den følgende dag – alle ville gerne se den lille hvalp!

Da vi nærmede os hjemmet, kom vi pludselig i tanker om, at vi havde brug for lidt forskelligt udstyr, når vi nu var blevet hundeejere. Heldigvis lå Kolding Storcenter nogenlunde på vejen, så vi skyndte os at holde ind der, og mens jeg sad ude i bilen med det nye familemedlem på skødet, var min familie inde og købe mad- og vandskål, snor mv. Hunden skulle naturligvis også have et navn. Mit forslag om, at det lille kræ skulle have det frygtindgydende navn King blev hurtigt fejet af bordet, men da vores ældste datter kom med det geniale forslag Simba (som betyder ”løve” på swahili) var vi alle sammen enige om, at det var det helt rigtige navn til sådan en lille tæppetisser. The Lion King! Så da vi kort efter kørte ind i indkørslen, var vi bare klar!

Simbas nye hjem

Det var et stort øjeblik, da vi kunne bære den lille hund ind over dørtrinnet – børnene var ellevilde og legede ivrigt med den.  I løbet af aftenen kom der et par våde pletter på gulvet, men dem fik vi hurtigt tørret op. Senere opstod der en lille udfordring med at finde ud af, hvor hvalpen skulle sove, når det blev nat. Min kone tog her den skæbnesvangre beslutning, at Simba – den allerførste nat, hvor den skulle undvære sin mor og Zesna – hellere måtte ligge inde i vores soveværelse.

Da vi den følgende nat herefter forsøgte at få den til at sove alene ude i vores køkken, var løbet kørt. Den peb, hylede og skrabede det meste af natten – med enkelte korte afbrydelser – så vi kun fik sovet ganske lidt. Nuvel, vi forsøgte at holde fast – den måtte lære det. Men efter flere nætter uden ret meget søvn, vandt Simba sin første store sejr, og den har siden da sovet i vores soveværelse og har efterhånden endda fået sneget sig helt op i dobbeltsengen! Ja, det hænder sågar, at den ligger under dynen som et andet sovedyr!

Hundeluftning

Som nybagte hundeejere fik vi naturligvis den helt nye pligt, at vi morgen, middag og aften skulle ud og gå tur med hunden i al slags vejr. I starten var børnene naturligvis – som aftalt – helt med på den, men entusiasmen dalede forholdsvis hurtigt. Når vi var ude på disse rutinemæssige gåture, imponerede det os med det samme, hvor mange gange sådan en hund kunne tisse i løbet af en gåtur. Den måtte have en imponerende stor blære! Selv efter en meget lang travetur, kunne den fortsat slå en lille streg, når den kom hjem i indkørslen og fandt sit yndlingstræ. I starten tissede den, mens den nærmest satte sig lidt på hug (på alle fire), men det var en stor og rørende oplevelse, da den en dag pludselig havde fået lært at lette det ene ben, mens den tissede.

Efterhånden udviklede den sin teknik yderligere og var i det hele taget meget omhyggelig med at få markeret territoriet helt rigtigt. Den kan nu ofte vende rundt flere gange og prøve til med både det ene og det andet ben, før den endelig beslutter sig for, hvordan det udvalgte træ bedst kan overrisles. Og det er ikke kun træer og brandhaner, der får en tur. Selv det mindste lille græsstrå skal have sin dosis!

Hertil kom naturligvis hundelortene. Børnene fik lært teknikken med at samle dem op med en plasticpose, men syntes ikke, det var den fedeste oplevelse. Især kunne det nogle gange give lidt udfordringer, hvis den lavede i flere omgange. Bedst som man havde fået samlet lorten op og bundet en knude på posen, kunne man pludselig konstatere, at den var gået i gang med anden halvleg inde i naboens bed…

Simba starter i skole

Når man får hund, er der naturligvis andre pligter end bare gåturene – det blev vi hurtigt klar over. F.eks. kunne vi forstå, at det var en god idé at gå til hundetræning, så hunden kunne få lært et minimum af gode manerer. Følgelig startede min kone op på et hold, hvor Simba snart fik lært en masse nyt (herunder at være sammen med andre hunde). Snart kunne den både dække, sitte, give pote, rulle rundt og flere andre ting. Især hvis den fik godbidder.

Simba bestod hundeskolen, men har ikke desto mindre stadig enkelte unoder, der aldrig er blevet aflært.  Det sker fortsat, at den kommer til at lette ben op af en seng, og fordi familiemedlemmerne ikke rigtig kan stå for den, har den også en vis tendens til at tigge lidt mad ved bordet. Generelt skal man ikke stille mad fra sig på sofabordet og så vende ryggen til.

Simba har også en lidt uheldig trang til at spise vores kuglepenne eller sågar mobiltelefoner (men ikke skoene) samt drive os til vanvid med sin glammen, fordi der tilfældigvis kører en ambulance forbi flere kilometer væk, eller fordi der bliver ringet på døren i en TV-serie.

En del af familien

Der er ingen tvivl om, at Simba på godt og ondt blevet en del af familien. Børnene er stadig ellevilde med den, og nyder meget at blive modtaget af den stærkt begejstrede hund, når de kommer hjem fra lejrskole eller en overnatning hos en af vennerne. Det er også rigtig sjovt at have den med på ferie – og det er meget nemmere at lokke børnene med ud og gå, når de trods alt har den med. Det er stort at opleve, hvordan den får markeret sit territorium rundt i det ganske land (og udland) og f.eks. får lettet ben op af Dannevirke eller lavet en pølle på Grenen.

Selv vores kat har efterhånden vænnet sig nogenlunde til Simba. Af og til tager de godt nok en tur, hvor de jager hinanden rundt i huset, mens Simba galper. Men hen ad vejen er der – for det meste – opstået en form for våbenhvile, hvor de stiltiende accepterer hinandens tilstedeværelse.

Når vi får gæster er Simba også rigtig god til at tage imod. Der skal bjæffes og snuses i stor stil. Især hvis det er dens mormor og morfar (hvor den nogle gange holder ferie og af og til tisser på deres gulvtæppe).

Hunden i mit liv

På bundlinjen er der bare ingen tvivl – Simba er hunden i mit liv. Den er sød og skøn – og vi er alle sammen vilde med den. Men når den en dag dør, tænker jeg også, det må være godt med det. Ingen hund vil i virkeligheden kunne erstatte den - det vil jeg til enhver tid fastholde overfor min familie. Nuvel, dybest set handler det vel også om, at der – når vi har grædt vores bitre tårer – et eller andet sted også må være visse fordele ved ikke længere at skulle gå ture kl. halv seks om morgenen i al slags vejr!