Jagten på lyset og kærligheden

Endnu en biografi skal omtales her på bloggen - nemlig ”Møllehave.” Med undertitlen: ”Jagten på lyset og kærligheden.” Den handler om Johannes Møllehave og udkom i 2010. Det er absolut ikke den første bog om Johannes Møllehave, men forfatteren hævder selv, at det er den første ”klassiske biografi” (s. 277).

Der er vel ikke mange danskere, der ikke kender Johannes Møllehave, selv om han efterhånden er blevet en ældre herre og derfor ikke er helt så meget på, som han var i sine velmagtsdage. Da Johannes Møllehave var på toppen, var han – som bogen fint beskriver – hele Danmarks præst, der holdt utallige foredrag, skrev sangtekster til Anne Linnet, levendegjorde H.C. Andersens eventyr og skrev bøger, revytekster osv. Johannes Møllehave var i mange år ikke nem at overse, og han var populær i vide kredse.

Men som bogen forklarer, er der to sandheder om Johannes Møllehave. Den ene handler om, at han – som enhver kan konstatere - er en nærmest manisk formidler, en vulkan, der sprøjter ord ud og hele tiden er i bevægelse og i interaktion med andre mennesker. Han tænker særdeles hurtigt og formår at påvirke og berøre sine omgivelser og tilhørere med en meget smittende power. Han formidler glæde, håb og tro på en overbevisende og hjertevarm måde - og i særdeleshed hans indsats som fængselspræst gør indtryk.

Men der er også en bagside. Naturligvis, fristes man til at sige. For Johannes Møllehave er også en mand, der konstant er på jagt efter lyset og på flugt fra sine egne indre dæmoner – og som derfor har et stort behov for at være sammen med andre, få opmærksomhed og tale sig væk fra død og stilstand: ”På den anden side lever han et liv, hvor frygten for angsten, fortvivlelsen og depressionen konstant bider ham i haserne. Han ved, hvordan det er at blive indhyllet i mørke, når fortvivlelsen æder håbet op…” (s. 227).

Johannes Møllehave ”er ganske enkelt bange for at være ingenting, en død levende som livet bare passerer forbi uden at tage én med. Derfor skal han hele tiden mærke at han lever…” (s. 231). Johannes Møllehave ængstes for intet: ”Jeg bliver simpelthen angst for, at jeg går glip af det liv, jeg lever… en angst for ikke at leve livet nok” (s. 231).

Alt i alt beskriver bogen et meget sammensat menneske, som man på den ene side må anerkende for alt den inspiration, glæde og generøsitet, han formidler – men som på den anden side også har nogle kraftige skyggesider, der konstant bider ham i haserne. Kritikerne vil beskylde ham for at være for overfladisk – og når bogen er læst, synes det på mange måder svært at afgøre, hvor meget af Johannes Møllehaves sprudlen, der er ægte, og hvor meget, der i virkeligheden er et skalkeskjul for hans eget mørke. Uanset hvad må man dog sige, at Johannes Møllehave har gjort en ihærdig indsats for at leve livet og dele det med andre. Bogen slutter da også med at gengive hans håb: ”Mit eneste håb til mit eget liv er, at det har båret frugt… Jeg håber, at nogle af dem, jeg underviste, kan huske lidt af det, og jeg håber at have sat nogle frø…” (s. 260). Det har han helt sikkert.

Ole Sønnichsen: "Møllehave. Jagten på lyset og kærligheden." Gyldendal 2010.