Hærvejen

I et samfund med meget stillesiddende arbejde og mange computere, er der et stigende fokus på vigtigheden af at dyrke motion. Der er efterhånden et fitnesscenter på ethvert gadehjørne – og mange har en kondicykel hjemme foran fjernsynet. Rundt i skovene og på landevejene kører den mandlige del af befolkningen rundt på mountainbikes og racercykler, mens kvinderne går til zumba.

Der er imidlertid også andre muligheder – man skal nemlig ikke undervurdere betydningen af en god vandretur i Guds frie natur. Det at vandre er sundt for både krop og sjæl – og man får både motion, frisk luft og tid til at tænke og meditere. Hele tre ting på en gang. Nogen tager en pilgrimsvandring i Spanien – men mindre kan også gøre det. Næsten overalt i Danmark er der skov og strand samt gode vandrestier. Flere store danskere er kendt for at have vandret sig til mange af deres erkendelser og skriverier. Søren Kierkegaard og Steen Steensen Blicher f.eks.

En af de helt oplagte muligheder for en god vandretur her til lands er Hærvejen, som efterhånden er blevet skiltet og rekonstrueret godt og grundigt. Hærvejen eller Oksevejen, som den også blev kaldt, er naturligvis først og fremmest en vandring gennem den smukke danske natur. Samtidig er den imidlertid en vandring gennem danmarkshistorien, idet vejen har været i brug gennem århundreder og fører forbi en lang række historiske og kulturelle milepæle. Når man følger Hærvejen, kommer man således forbi f.eks. Ravningbroen, som blev bygget af Harald Blåtand, for at man kunne komme tørskoet over Vejle ådal. Blot for at nævne et enkelt eksempel.

Hærvejen starter i Viborg og ender ved grænsen. Vejen følger således den jyske højderyg og i gamle dage blev vejen især brugt til at transportere kvæg fra Danmark til Tyskland, hvor det blev solgt på tyske markeder. Når man i dag går på Hærvejen, følger man så nogenlunde de oprindelige stier, om end man dog har forsøgt at skabe en rute, der undgår trafikerede veje, og som i stedet leder gennem naturområder.

I de senere år er der gjort en del for at gøre Hærvejen mere kendt og tilgængelig for turister, motionister, pilgrimme mv. Der er f.eks. blevet anlagt en række herberger langs Hærvejen, hvor man for den beskedne sum af 80 kr. kan få en simpel overnatning (hertil kommer dog et ”Hærvejspas” til 70 kr.). Se www.haervej.dk, hvor folderen ”Herberger langs Hærvejen” kan downloades. Der findes også en ”Hærvejsguide” med kort, som kan købes på landets turistbureauer, ligesom Viborg kommune arbejder på at ansætte en projektleder til at markedsføre Hærvejen mere overfor turister.

Mens dette skrives er det koldt og hvidt udenfor – men inden længe skulle solen og varmen gerne vende tilbage. Alt i alt kan der derfor være god mening i at sætte kryds i kalenderen og sætte lidt tid af til en vandretur på Hærvejen i den kommende sæson. Uanset om man går alene eller sammen med andre, vil det med garanti blive en god oplevelse, som både styrker krop og sjæl.

”Du er ikke alene” - en go´ bog!

Det er altid spændende at læse en god biografi, hvor et andet menneske fortæller åbent om sit liv og deler nogle af sine erfaringer. Især naturligvis, hvis det er et menneske, der har noget på hjerte.

Chris MacDonalds ”Du er ikke alene” er helt klart en biografi, der kan anbefales. De fleste kender Chris MacDonald fra TV, hvor han optræder som sundhedsguru og coach, men i bogen kommer vi bagom og tættere på.

Chris´ far

Den røde tråd i bogen er på mange måder Chris´ forhold til sin far. Chris´ far var et lidt kompliceret menneske, der havde sit at slås med – ikke mindst alkoholen. Det gør indtryk at læse om, hvordan han bliver syg og tager kampen mod kræften op – bl.a. ved sammen med Chris at gennemføre en bjergbestigning. Den sidste del af bogen beskriver Chris´ samvær med sin far, mens han er døende. Her kommer man virkelig tæt på døden og de tanker og følelser, den sætter i gang hos et menneske.

Villy

Der er også masser af action og spændende beretninger i ”Du er ikke alene”. Bl.a. handler en stor del af bogen om, hvordan Chris gennemfører et af verdens hårdeste cykelløb, ”Race across America”. Efter denne store præstation følger den rystende beretning om, hvordan Chris´ bedste ven, Villy, bliver fuldstændig lam i en længere periode. Det er absolut chokerende læsning, om den kvindelige del af befolkningen næppe fuld ud vil kunne sætte sig ind i dette…

Man in the Maze

”Du er ikke alene” indeholder megen livsvisdom og gode råd. Et af de gennemgående er ”man in the maze” (mennesket i labyrinten), som Chris falder over hos hopi-indianerne. På vejen gennem livet vil mennesket, hvis det træffer de rigtige valg, til sidst ende et sted, hvor der er fred og harmoni. Det er også den fornemmelse, man sidder tilbage med, når man har læst om Chris´ afsked med sin far – der på dødslejet giver dette råd:

»Der er kun én ting, du skal i livet. Og det er, at du en dag skal dø. Alt det andet får du lov til«

Max Pinlig 3

Det er langt fra alle, der er klar over det – men Max Pinlig-filmene er bare noget helt særligt. Og 3´eren, som vel i skrivende stund stadig er i gang med at rulle hen over biograflærrederne i udkantsdanmark, lever fuldt ud op til det sædvanlige niveau. Den skal hermed anbefales!

Max for dummies

For de, som er helt blanke, kan jeg indledningsvist oplyse, at Max Pinlig startede som en TV-serie for børn (familier), dengang Max var en lille knægt. Max bor alene sammen med sin mor (Mette Horn), der er en rigtig pinlig 68´er-agtig kvinde. Inde ved siden af bor den fornuftige og flittige pige Ester, hvis far er den berømte og vellykkede Sten Cold (Lars Bom). Altså den diametrale modsætning til Max´ familie. Max´ glade indvandrer-ven nede i kiosken spiller også en stor rolle.

TV-serierne

TV-serierne kørte efter et fast koncept, som rigtige Max-kendere efterhånden fik lært at sætte stor pris på. Max´ mor giver altid anledning til nogle særdeles pinlige episoder, og Max får altid nogle uhyggelige ”visioner”, hvor han ser sig selv i TV-avisen, hvor nyhedsoplæseren fortæller vidt og bredt om hans seneste fiasko. Max får også altid – på det mest pinlige tidspunkt – en form for ud-af-kroppen-oplevelse, hvor han i tankerne flygter ud af situationen ved at begynde at spekulere over, hvorfor der hænger en krog oppe i loftet i gymnastiksalen el.lign. og spinder en lang ende over det.

Filmene

Efter TV-serierne kom filmene – alt imens Max, Ester m.fl. er blevet ældre. Filmene lever fuldt ud op til niveauet, og for sådan en som mig, der selv har været på højskoleferie som barn, er det en fornøjelse at opleve, hvordan Max f.eks. i 2´eren kommer på højskoleophold i Jylland i sin sommerferie.

3´eren

I 3´eren er Max blevet så gammel, at han for alvor skal til at frigøre sig fra sin mor, hvilket naturligvis ikke er nemt for Max´ mor. Max´ store projekt er at komme på Roskilde-festivalen, hvilket hans mor absolut ikke synes om. Til sidst giver hun sig dog – på den betingelse, at hun tager med. Det passer på ingen måde Max, men enden bliver alligevel, at de begge havner derovre sammen med naboen Sten Cold, Ester, Max´ sommerromance samt en ny, sød pige, der også har sin far med. Det hele ender naturligvis godt – og Max når endnu et lille stykke videre i sit liv, hvor målet (jfr. titelsangen) fortsat er:

Bare det var mig, der var almindelig,

bare det var mig, der var normal…!

Løvernes Konge flytter ind

Min lillebror var i mange år berygtet for at hade små børn og hunde. Nu har han i mellemtiden selv fået tre børn og er således blevet kureret for det første. Om end jeg ikke havde helt det samme rygte som min bror, vakte det ikke desto mindre en del opsigt hos mine forældre og søskende, da vi i min familie valgte at anskaffe os en hund. Den havde de ikke set komme!

Det startede med, at vi fik os en kat – og en overgang havde vi også fisk – men naturligvis syntes børnene også, at det kunne være sjovt med en rigtig hund. Den kan man ligesom få et lidt mere personligt forhold til. Vi snakkede længe frem og tilbage om det, og en dag kom jeg – til min kones store overraskelse – til den konklusion, at det da godt kunne være, vi skulle få os sådan en. Jeg var formodentlig på det tidspunkt grebet af en eller anden overskudsagtig følelse – eller en underlig trang pludselig til at gøre noget vildt!

Min kone – som i sin barndom havde haft flere små hunde – ramte tilfældigvis samtidig ind i en længere sygemelding, som gjorde, at hun pludselig havde en hel masse tid til at sidde hjemme ved computeren og surfe på nettet. Hun tjekkede markedet godt og grundigt ud og faldt en dag over en sød lille beaver yorkshire terrier – det var kærlighed ved første klik!

Vi henter hvalpen

Så gik det lige pludselig rigtig stærkt. Før vi så os om sad vi alle fem i en bil på vej mod Sønderjylland, hvor Zesna boede – det var hende, der solgte hundehvalpene. Og snart sad vi også inde i Zesnas stue med en hel flok små hvalpe. En af hvalpene virkede ret nysgerrig og fremmelig. Den kom bl.a. hen og snusede til min søn. Konklusionen blev derfor ret hurtigt, at det var den, vi skulle have. Zesna fra Østeuropa fik sin betaling i cool cash, og så kørte vi af sted med den lille hundehvalp.

På vejen hjemad kunne børnene omme på bagsædet stolt (pr. sms) meddele deres venner, at de nu havde fået hund! Og straks strømmede det ind med forslag om legeaftaler den følgende dag – alle ville gerne se den lille hvalp!

Da vi nærmede os hjemmet, kom vi pludselig i tanker om, at vi havde brug for lidt forskelligt udstyr, når vi nu var blevet hundeejere. Heldigvis lå Kolding Storcenter nogenlunde på vejen, så vi skyndte os at holde ind der, og mens jeg sad ude i bilen med det nye familemedlem på skødet, var min familie inde og købe mad- og vandskål, snor mv. Hunden skulle naturligvis også have et navn. Mit forslag om, at det lille kræ skulle have det frygtindgydende navn King blev hurtigt fejet af bordet, men da vores ældste datter kom med det geniale forslag Simba (som betyder ”løve” på swahili) var vi alle sammen enige om, at det var det helt rigtige navn til sådan en lille tæppetisser. The Lion King! Så da vi kort efter kørte ind i indkørslen, var vi bare klar!

Simbas nye hjem

Det var et stort øjeblik, da vi kunne bære den lille hund ind over dørtrinnet – børnene var ellevilde og legede ivrigt med den.  I løbet af aftenen kom der et par våde pletter på gulvet, men dem fik vi hurtigt tørret op. Senere opstod der en lille udfordring med at finde ud af, hvor hvalpen skulle sove, når det blev nat. Min kone tog her den skæbnesvangre beslutning, at Simba – den allerførste nat, hvor den skulle undvære sin mor og Zesna – hellere måtte ligge inde i vores soveværelse.

Da vi den følgende nat herefter forsøgte at få den til at sove alene ude i vores køkken, var løbet kørt. Den peb, hylede og skrabede det meste af natten – med enkelte korte afbrydelser – så vi kun fik sovet ganske lidt. Nuvel, vi forsøgte at holde fast – den måtte lære det. Men efter flere nætter uden ret meget søvn, vandt Simba sin første store sejr, og den har siden da sovet i vores soveværelse og har efterhånden endda fået sneget sig helt op i dobbeltsengen! Ja, det hænder sågar, at den ligger under dynen som et andet sovedyr!

Hundeluftning

Som nybagte hundeejere fik vi naturligvis den helt nye pligt, at vi morgen, middag og aften skulle ud og gå tur med hunden i al slags vejr. I starten var børnene naturligvis – som aftalt – helt med på den, men entusiasmen dalede forholdsvis hurtigt. Når vi var ude på disse rutinemæssige gåture, imponerede det os med det samme, hvor mange gange sådan en hund kunne tisse i løbet af en gåtur. Den måtte have en imponerende stor blære! Selv efter en meget lang travetur, kunne den fortsat slå en lille streg, når den kom hjem i indkørslen og fandt sit yndlingstræ. I starten tissede den, mens den nærmest satte sig lidt på hug (på alle fire), men det var en stor og rørende oplevelse, da den en dag pludselig havde fået lært at lette det ene ben, mens den tissede.

Efterhånden udviklede den sin teknik yderligere og var i det hele taget meget omhyggelig med at få markeret territoriet helt rigtigt. Den kan nu ofte vende rundt flere gange og prøve til med både det ene og det andet ben, før den endelig beslutter sig for, hvordan det udvalgte træ bedst kan overrisles. Og det er ikke kun træer og brandhaner, der får en tur. Selv det mindste lille græsstrå skal have sin dosis!

Hertil kom naturligvis hundelortene. Børnene fik lært teknikken med at samle dem op med en plasticpose, men syntes ikke, det var den fedeste oplevelse. Især kunne det nogle gange give lidt udfordringer, hvis den lavede i flere omgange. Bedst som man havde fået samlet lorten op og bundet en knude på posen, kunne man pludselig konstatere, at den var gået i gang med anden halvleg inde i naboens bed…

Simba starter i skole

Når man får hund, er der naturligvis andre pligter end bare gåturene – det blev vi hurtigt klar over. F.eks. kunne vi forstå, at det var en god idé at gå til hundetræning, så hunden kunne få lært et minimum af gode manerer. Følgelig startede min kone op på et hold, hvor Simba snart fik lært en masse nyt (herunder at være sammen med andre hunde). Snart kunne den både dække, sitte, give pote, rulle rundt og flere andre ting. Især hvis den fik godbidder.

Simba bestod hundeskolen, men har ikke desto mindre stadig enkelte unoder, der aldrig er blevet aflært.  Det sker fortsat, at den kommer til at lette ben op af en seng, og fordi familiemedlemmerne ikke rigtig kan stå for den, har den også en vis tendens til at tigge lidt mad ved bordet. Generelt skal man ikke stille mad fra sig på sofabordet og så vende ryggen til.

Simba har også en lidt uheldig trang til at spise vores kuglepenne eller sågar mobiltelefoner (men ikke skoene) samt drive os til vanvid med sin glammen, fordi der tilfældigvis kører en ambulance forbi flere kilometer væk, eller fordi der bliver ringet på døren i en TV-serie.

En del af familien

Der er ingen tvivl om, at Simba på godt og ondt blevet en del af familien. Børnene er stadig ellevilde med den, og nyder meget at blive modtaget af den stærkt begejstrede hund, når de kommer hjem fra lejrskole eller en overnatning hos en af vennerne. Det er også rigtig sjovt at have den med på ferie – og det er meget nemmere at lokke børnene med ud og gå, når de trods alt har den med. Det er stort at opleve, hvordan den får markeret sit territorium rundt i det ganske land (og udland) og f.eks. får lettet ben op af Dannevirke eller lavet en pølle på Grenen.

Selv vores kat har efterhånden vænnet sig nogenlunde til Simba. Af og til tager de godt nok en tur, hvor de jager hinanden rundt i huset, mens Simba galper. Men hen ad vejen er der – for det meste – opstået en form for våbenhvile, hvor de stiltiende accepterer hinandens tilstedeværelse.

Når vi får gæster er Simba også rigtig god til at tage imod. Der skal bjæffes og snuses i stor stil. Især hvis det er dens mormor og morfar (hvor den nogle gange holder ferie og af og til tisser på deres gulvtæppe).

Hunden i mit liv

På bundlinjen er der bare ingen tvivl – Simba er hunden i mit liv. Den er sød og skøn – og vi er alle sammen vilde med den. Men når den en dag dør, tænker jeg også, det må være godt med det. Ingen hund vil i virkeligheden kunne erstatte den - det vil jeg til enhver tid fastholde overfor min familie. Nuvel, dybest set handler det vel også om, at der – når vi har grædt vores bitre tårer – et eller andet sted også må være visse fordele ved ikke længere at skulle gå ture kl. halv seks om morgenen i al slags vejr!