Gud på anklagebænken

Jeg vil omtale en film fra 2008, der hedder ”Fangerne i Auschwitz” eller på engelsk ”God on trial”, og som foregår i den berygtede udryddelseslejr Auschwitz. Filmen starter op i nutiden, hvor man ser et busselskab, der skal på rundvisning i lejren sammen med en guide, men ret hurtigt er vi herefter tilbage under krigen, hvor selve handlingen udfolder sig.

Der er et par ting ved filmen, der kan kritiseres. Først og fremmest føler jeg ikke for alvor, man mærker rædslen i Auschwitz gennem filmen – selv om den naturligvis forsøger. Det bliver aldrig helt ægte. Et af problemerne er, at hovedpersonerne – en gruppe jøder i en af barakkerne – på trods af deres fangedragter ganske enkelt ser alt for sunde og velnærede ud til at ligne ægte KZ-fanger.

Hvis man imidlertid vælger at abstrahere lidt fra dette og går ind på filmens præmis, så er selve hovedplottet ganske interessant, idet det behandler det spørgsmål, hvordan Gud kan tillade lidelsen. Hvordan giver det mening, at Guds udvalgte folk, jøderne, skal gennemgå død og ødelæggelse i KZ-lejrene? Det er simpelthen dette klassiske teologiske problem, der gennemarbejdes. Som en en gang har formuleret det: Hvis Gud er god, hvorfor er han det så ikke?

Man følger en gruppe fanger i en bestemt blok i lejren, og de beslutter sig simpelthen for at komme til bunds i sagen og sætte Gud på anklagebænken. De starter en regulær retssag op, hvor Gud anklages, og hvor anklagen lyder på, at han brudt pagten med sit udvalgte folk. Der indkaldes vidner, ligesom Gud også har forsvarsadvokater, der taler hans sag.

Undervejs gennem retssagen bliver spørgsmålet belyst fra mange vinkler og mulige forklaringer kommer op og skydes ned. Der bliver bl.a. talt om lidelsen som et offer og som en renselse – og om en Gud, der er så meget større og mægtigere end os, at vi ikke skal driste os til at kigge ham i kortene. Der er mange paralleller til Jobs Bog i Det gamle Testamente, hvor Gud også kommer på anklagebænken.

Retssagen bølger frem og tilbage, mens de forskellige partsindlæg kommer op. Hen mod slutningen, hvor de fleste sten er ved at være vendt, kommer der så et langt og stærkt indlæg, hvor en af fangerne gennemgår frelseshistorien, samtidig med at han sætter fingeren på nogle ømme punkter: Da Gud reddede jøderne ud af fangenskabet i Ægypten, knækkede han således den onde farao ved at slå alle de førstefødte egyptere ihjel (den tiende plage). Det var altså ikke farao selv, der blev dræbt, men en mængde uskyldige børn (og voksne). En masse mødre mistede således deres førstefødte søn pga. Guds handlen mod farao. Og videre: Da den egyptiske hær fulgte efter israelitterne til Det Røde Hav, lukkede Gud ikke vandet sammen, da jøderne var vel ovre – han ventede til den ægyptiske hær stod ude midt i vandet, inden han lukkede havet sammen og lod alle drukne. Og da jøderne herefter skulle i gang med at indtage det forjættede land, gav Gud dem strenge ordrer på at udrydde og nedslagte alle dem, der boede der i forvejen. Også kong David trækkes frem. Da han syndede mod Gud ved at tage Urias´ hustru, straffede Gud ham ved at lade barnet, som de fik sammen, dø en smertefuld død. Gud straffede altså efter alt at dømme et uskyldigt barn frem for David. Herefter følger de retoriske spørgsmål: Opfattede det barn Gud som retfærdig? Opfattede amalekitterne (som blev nedslagtet af jøderne) Gud som retfærdig? Og opfattede de egyptiske mødre Gud som retfærdig? Fangens smertefulde konklusion er: Gud er ikke god.

Udfaldet på retssagen bliver herefter til slut, at Gud bliver kendt skyldig. På vej til gaskammeret spørger en af jøderne derfor fortvivlet: ”Nu hvor Gud er kendt skyldig – hvad gør vi?” Han får svaret: ”Vi beder.” Og mens jøderne reciterer en af salmerne fra Salmerne Bog i Det gamle Testamente og på den måde anråber Gud, føres de bort og gasses…

Alt i alt en film, der på en grundig og anderledes måde kommer omkring ”lidelsens problem” eller teodicé-problemet – hvis man interesser sig for dette.