søndag den 4. august 2013

Vandretur på Hærvejen

Som jeg tidligere har beskrevet her på bloggen, er der gode muligheder for at vandre eller cykle en tur på Hærvejen her i sommertiden.

Efter en mindre tur uden overnatning, besluttede jeg derfor forleden at tage på en weekendtur med en enkelt overnatning for at prøve Hærvejen yderligere af.
Lørdag morgen pakkede jeg derfor efter nøje overvejelse en rygsæk, som kun skulle indeholde det absolut nødvendige. Dvs. en varm trøje og noget regntøj – ud over det tøj, jeg var iført, samt tandbørsten og tandpastaen. Herudover en sovepose, en pude og noget proviant samt et par bøger.

Jeg parkerede bilen ved Harresø Kro lidt nord for Jelling, tankede væskedepoterne op på det nærliggende toilet og spændte den nyindkøbte rygsæk på ryggen. Straks indtraf herefter turens første uheld, idet et af de vigtige spænder på rygsækken sprang op og viste sig at være defekt. Konstruktionen var åbenbart ikke god nok.

Undervejs på min tur fik jeg sidenhen flere overraskelser. På et tidspunkt overså jeg således et skilt og fik derfor lejlighed til at gå nogle ekstra kilometer. Den største overraskelse fik jeg dog, da jeg kom til Kollemorten, hvor jeg havde tænkt lidt på at overnatte. Det viste det sig, at jeg netop havde ramt den aften, hvor den årlige byfest blev afholdt – og det foregik præcist der, hvor hærvejsvandrerne skulle indlogeres. Det betød, at man først kunne forvente nattero på den anden side af kl. 2. Efter at have tygget lidt på det, nåede jeg frem til, at jeg så havde en anledning til at fortsætte min vandretur op mod Koutrupgård Naturcenter. Jeg var ikke på forhånd klar over, om der kun var en teltplads der, men heldigvis var der et stort shelter, da jeg nåede frem. Her sov jeg overraskende godt det meste af natten og stod op kl. 06.50.

På min vandring gennem den jyske vildmark mødte jeg desværre ingen ulve. Det kunne ellers have været interessant at se sådan en. Til gengæld blev jeg angrebet to eksemplarer af Danmarks farligste dyr. De angreb mig og bed sig fast i hver sit lår. Heldigvis er jeg nu kommet af med de to skovflåter igen.

Min konklusion efter at have tilbragt en weekend på Hærvejen er igen, at Hærvejen er en smuk tur gennem jyske landskaber, hvor der er god tid til at tænke over livet og nyde naturen og sommeren. Jeg har nu i et par omgange været ude på nogle mindre ture og har efterhånden fået besigtiget strækningen mellem Jelling og Koutrupgård Naturcenter (i nærheden af Skjern åens udspring og Tinnet Krat). Undervejs på min seneste tur fik jeg bl.a. set Margrethediget, ligesom jeg passerede Øster Nykirke kirke med den hellige kilde.

Jeg mødte ikke mange mennesker på min færd, og de fleste københavnere ville sikkert være løbet skrigende væk fra al den stilhed. Jeg så vistnok en enkelt anden vandringsmand foruden en gruppe unge på en lejrplads samt et par familier, der var på hestevognstur på Hærvejen. Men ellers var det mit generelle indtryk, at Hærvejen – selv ikke her i højsommeren – er voldsomt befærdet med vandrere eller folk på cykelferie.

Hærvejen lader med andre ord ikke til at være det helt store tilløbsstykke. Og på sin vis forstår man det godt. Selv om min oppakning kun var yderst nødtørftig, vejede rygsækken ikke desto mindre frygtelig meget. Fødderne trængte også gevaldigt til noget kærligt pleje, da jeg kom hjem fra turen. Og lækker mad, gode toiletfaciliteter og hurtige impulser, er der heller ikke meget af på Hærvejen. Jo, der var tidspunkter på turen, hvor jeg udmærket forstod, at mange foretrækker et luksushotel og en varm pool. Ikke desto mindre skal jeg dog helt sikkert af sted igen - efter at have fået skiftet rygsækken ud med en anden model.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar