3096 dage

Så er der en ny, ubehagelig film på vej til de danske biografer – oven i købet med en dansker i en af hovedrollerne. Det er ”3096 dage”, hvor Thure Lindhardt virkelig har fået en skurkerolle.

Filmen handler om østrigske Natascha Kampusch, som i 3096 døgn var fanget af en mand, som en stor del af tiden holdt hende indespærret i en lille underjordisk celle uden vinduer. Mange husker nok sagen, som chokerede alle, da den kom frem. Hvordan kunne noget sådant ske i et civiliseret europæisk land – og hvordan kunne det holdes skjult for naboerne, myndighederne mv. i så mange år?

Jeg ved ikke, om jeg skal ind og se filmen. Umiddelbart tror jeg bare, jeg springer over – for den er sikkert ret barsk. Og så har jeg allerede læst bogen – den kan anbefales.

Bogen fortæller den forfærdelige beretning om en lille pige, der rammes af en dybt uretfærdig skæbne og bliver berøvet en meget stor del af sin barndom og ungdom. Det er naturligvis en rystende og nærmest surrealistisk historie. Som bogen beskriver, bliver Natascha Kampusch i løbet af sit årelange fangenskab og den mishandling, hun også bliver udsat for, mere og mere nedbrudt og forsøger også flere gange selvmord, fordi det bliver for svært at holde ud.

Det afgørende ved beretningen om Natascha Kampusch er ikke desto mindre, at det grundlæggende er en historie om menneskelig overlevelse trods alle odds. Dybt i hende er der en vilje til overlevelse. Dette gør, at hun alligevel fortsætter og holder sig i live gennem alle årene. Og selv om hun udadtil er en svag, lille pige, formår hun at mobilisere en menneskelig styrke, bevare en værdighed og give sin bortfører et modspil, som i sidste ende gør, at hun kan rive sig løs og besejre ham. Det gør også indtryk, hvordan Natascha Kampusch undgår at blive bitter og formår at have en nuanceret forståelse af hendes plageånd og hendes skæbne i det hele taget.

Det er fascinerende at læse om, hvordan det – trods alle odds - i det altafgørende øjeblik lykkes Natascha Kampusch at mobilisere de sidste ressourcer og rive sig løs. I første omgang lammes hun og kan næsten ikke trække vejret. Men ”med en overmenneskelig kraftanstrengelse rev jeg mig løs af det lammende kviksand, som fastere og fastere lukkede sig om mine ben” – og det lykkedes hende at løbe af sted og slippe væk. ”Først da tre mennesker kom imod mig på vejen, vidste jeg, at jeg ville leve. Og at jeg også ville komme til at leve” (s. 252 – 253). Jo, ”3096 dage” er en stærk – og virkelig - beretning om at holde fast i håbet og livsviljen.